Efter maddebat med danskerne: Minister begejstret
God debat, godt engagement og rigtig mange mennesker.
Sådan konkluderer fødevareminister Dan Jørgensen (S), efter han torsdag er færdig med den sidste folkehøring om den danske mad- og måltidskultur.
»Debatterne er gået over alle forventninger. Danskerne er kommet med konkrete input, som Måltidstænketanken nu kan omformulere til måltidsråd til danskerne,« siger Dan Jørgensen.
Torsdagens afsluttende folkehøring fandt sted i Videbæk i Midtjylland, og forinden denne debat har ministeren sammen med Måltidstænketanken også debatteret med danskere i Nordjylland, Sønderjylland og på Fyn og Sjælland. Og alle steder har debatten langt fra været lydløs:
»Jeg har kunnet fornemme, at danskerne virkelig har diskuteret meget mad. De her år er der en rigtig stor lyst til at fokusere mere på kvalitet, sundhed og den gode mad, men jeg var lige ved at blive overrasket, da jeg så kom ud og så, hvor udbredt det faktisk er,« fortæller ministeren, der håber på, at de input, som debatterne har kastet af sig, kan være med til at forbedre madkulturen i Danmark.
For danskerne kan få bedre madvaner på mange områder, mener Dan Jørgensen.
»Vi skal blandt andet se på, hvordan vi får forskellige befolkningsgrupper i samfundet til at få større kundskaber, og hvordan vi kan få folkeskolen inddraget mere, sådan at man lærer at lave mad og lærer forskellene på råvarer og at spise efter årstiderne helt fra barns ben,« siger han og uddyber:
»Og vi skal fokusere på rammerne omkring selve måltidet og ikke kun ernæringstabeller og kalorier. Hvordan vi samles om at spise, er også rigtig vigtigt for, hvad det er for noget mad, vi spiser – og dermed også for vores sundhed,« uddyber ministeren.
Medlemmerne i Måltidstænketanken skal nu – på baggrund af folkehøringerne – udforme nogle måltidsråd og udarbejde et idekatalog til, hvordan danskerne får bedre mad- og måltidskultur i hverdagen.