Efter lussing: Lægger sig fladt ned

I et Instagram-opslag undskylder Will Smith til Chris Rock og Oscar-akademiet efter lussing under uddelingen

Komiker Chris Rock skulle til at præsentere de nominerede i kategorien Bedste Dokumentar under årets oscaruddeling, da skuespiller Will Smith gik på scenen og gav Rock en lussing efter en joke om Smiths kone.
Offentliggjort Sidst opdateret

Rygterne var mange. Var det skuespil, eller mente Will Smith det i alvor, da han natten til mandag gik på scenen og klaskede Chris Rock en på hovedet. 

Nu kommenterer Wil Smith for første gang siden optrinnet under oscaruddelingen.

I et længere opslag på det sociale medie Instagram undskylder skuespilleren.

- Vold i alle dens former er giftig og destruktiv. Min opførsel under gårsdagens (natten til mandag dansk tid, red.) Academy Awards var uacceptabel og utilgivelig, skriver Will Smith.

- Jeg vil gerne offentligt undskylde til dig, Chris. Jeg gik over stregen, og jeg tog fejl. Jeg er flov, og min opførsel viser ikke den mand, jeg gerne vil være, lyder det videre.

Jokede om konen

Will Smith gav en lussing til Chris Rock, efter at sidstnævnte havde lavet en joke om Smiths hustru Jada Pinkett Smiths skaldethed.

Episoden udspillede sig midt under showet i Los Angeles.

- Jada, jeg elsker dig. "G.I. Jane 2", jeg kan ikke vente med at se den, sagde Chris Rock fra scenen henvendt til Jada Pinkett Smith.

Hun lider af hudsygdommen alopecia, der også kaldes pletskaldethed.

En del af jobbet

Joken var derfor en reference til actionfilmen "G.I. Jane" fra 1997. Her er den kvindelige hovedrolle karseklippet som soldat.

- Jokes på min bekostning er en del af jobbet, men en joke om Jadas sygdom var for meget for mig at bære, og jeg reagerede følelsesladet, skriver Will Smith på Instagram om episoden.

Efter lussingen forlod Will Smith scenen og råbte højlydt fra sin plads:

- Hold min kones navn ude af din fucking mund.

Undskylder for alle

Will Smith undskylder også til Oscar-akademiet, showets producere, publikum og "alle, der så med, rundt om i verden".

- Jeg arbejder på at forbedre mig, afslutter han.

Kort efter optrinnet modtog Will Smith en statuette for Bedste Mandlige Hovedrolle. Den fik han for sin rolle i filmen "King Richard".

Mandag meddelte Oscar-akademiet, at det "fordømmer" Will Smiths handling, og at en undersøgelse af sagen er indledt.

Det vides derfor ikke, om hændelsen får nogen konsekvenser for Will Smith - eller om han eksempelvis får frataget sin Oscar.

SÅDAN GIK DET DE DANSKE NOMINEREDE

Der var mulighed for flere danske statuetter ved årets oscaruddeling, der blev afholdt i Dolby Theatre i Hollywood.

Herunder kan du se, hvordan det gik danskerne.

* Kortfilmen "On My Mind" af Martin Strange-Hansen tabte til "The Long Goodbye" i kategorien Bedste Kortfilm. Martin Strange-Hansen har dog allerede en Oscar derhjemme - den fik han i 2003 for "Der er en yndig mand".

* Fotografen Dan Laustsen var nomineret i kategorien Bedste Fotografering, men måtte se sig slået af Greig Fraser, der har filmet "Dune". For fire år siden var Dan Laustsen nomineret for "The Shape of Water", men der vandt han heller ikke.

* Den danske dokumentar "Flugt" var nomineret til tre priser. I kategorien Bedste Animationsfilm blev den slået af Disneys "Encanto", og i kategorien Bedste Internationale Film var det japanske "Drive My Car", der vandt. I kategorien Bedste Dokumentar vandt "Summer Of Soul (Or, When The Revolution Could Not Be Televised)".

* Der var også mulighed for en anelse dansk hæder, hvis norske Joachim Trier, der er født i Danmark og har gået på filmskole i Danmark, havde vundet sine to kategorier med "Verdens værste menneske". Men også han måtte se sig slået - i Bedste Internationale Film af "Drive My Car" og i Bedste Originale Manuskript af "Belfast".

Kilde: Oscarakademiet
Powered by Labrador CMS