Efter løveindbrud: Rystet zoo-direktør skærper sikkerheden

Odense Zoo skærper nu sikkerheden omkring løverne, efter at en mand søndag kravlede ind til dem og kastede pølser efter dem.

En mand sprang søndag op på hegnet ind til løverne i Odense Zoo. Det får nu konsekvenser for parken. Arkivfoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

En mand kravlede søndag eftermiddag op på hegnet til løverne i Odense Zoo og kastede pølser ind til dyrene. Det får nu umiddelbare konsekvenser for sikkerheden parken, oplyser Nina Collatz Christensen, konstitueret direktør i Odense Zoo.

– Jeg kan ikke gå særligt mere i detaljer end at sige, at vi har skærpet sikkerheden omkring løveburet og generelt i parken, siger Nina Collatz Christensen.

Hun fortæller, at indbruddet i løveburet kom bag på både hende og det øvrige zoo-personale.

– Jeg var ret rystet. Det er uforståeligt, hvorfor han gjorde det. Løverne kunne sagtens have fundet på at springe op på hegnet. Jeg tør slet ikke spå om, hvad der kunne være sket, siger zoo-direktøren.

Du kan læse mere om det særprægede løveindbrud i denne artikel:

Chok-scener i Odense Zoo: Mand kravler ind til løverne

Ukendte pølser

Hvad de pølser, manden kastede ind til løverne indeholdt, ved Nina Collatz Christensen fortsat ikke.

– Men jeg har talt med politiet om det, for vi er naturligvis interesserede i at vide, hvad der var i de pølser. Så vidt jeg forstår, er de ved at finde ud af, om det skal undersøges, siger Nina Collatz Christensen.

Løverne nåede dog ikke at spise pølserne takket være en årvågen dyrepasser.

– Han kender løverne godt, så han fik dem til at gå væk fra pølserne. De får altid rigeligt at spise om onsdagen, så de var heldigvis heller ikke særligt sultne, siger zoo-direktøren.

Powered by Labrador CMS