Efter lovændring: Du bør tjekke din bilforsikring

Ændringen kan medføre en risikoforandring, der kan føre til kedelige, og dyre, overraskelser.

Har du styr på reglerne, inden familiens 17-årige sætter sig bag rattet? Og har du styr på resten af de nye regler og love i trafikken, der netop er trådt i kraft? Klik videre i galleriet og få et overblik. Foto: Scanpix.
Har du styr på reglerne, inden familiens 17-årige sætter sig bag rattet? Og har du styr på resten af de nye regler og love i trafikken, der netop er trådt i kraft? Klik videre i galleriet og få et overblik. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Som Newsbreak.dk tidligere har nævnt, kan 17-årige nu tage kørekort.

Og selvom det uden tvivl er en fantastisk nyhed for mange teenagere ude i det danske land, så ér der også noget, de unges forældre skal være opmærksomme på, inden poderne sætter sig bag rattet i familiebilerne.

Det har forsikringsselskabet If kigget på, og i en pressemeddelelse kan man læse, at bilens forsikring som udgangspunkt vil dække på samme måde, som hvis enhver anden med gyldigt kørekort sad bag rattet. Der er dog et par ting, man skal have for øje, hvis man som far eller mor til en teenager vil lade den 17-årige køre bilen.

– Mange bilister har i dag en reduceret pris på deres bilforsikring, fordi bilen ikke anvendes af unge under 25 år. Så hvis det sker, at en ung under 25 år påfører en skade, er der en forhøjet selvrisiko. Hos If drejer det sig om 5.000 kr. udover den selvrisiko, der allerede er oplyst på policen, forklarer Thomas Larsen, produktchef i Motor hos If Skadeforsikring, til pressemeddelelsen.

Skal de yngste sidde bag rattet?

Man skal derfor søge for at få tilføjet til forsikringen, at familiens yngste også skal være fører af bilen.

– Hvis man ved, at bilen vil blive brugt med en ung fører bag rettet, gælder det derfor om at kontakte forsikringsselskabet og få tilføjet forsikringen, at bilen også anvendes af unge under 25 år, siger Thomas Larsen til pressemeddelesen.

Ekstra selvrisiko

Ejeren skal derudover være opmærksom på, at der tillægges en ekstra selvrisiko på 1.000 kroner, hvis bilen bliver skadet af andre end personen, som har købt forsikringen, dennes ægtefælle/samlever eller en person, som står som registreret bruger af bilen.

Det er den 17-årige førers ansvar, at den erfarne ledsager kender de krav, der knytter sig til at være ledsager. Færdselsstyrelsen har udarbejdet en ’Ledsagerblanket for 17-årige’ som If anbefaler, at både ledsager og den unge fører udfylder før kørslen.

Du kan hente blanketten hos Færdselsstyrelsen og dermed sikre dokumentation for, at den 17-årige har oplyst ledsageren om kravene, samt at ledsageren er orienteret om kravene, hvis det skulle blive aktuelt. Der er ikke krav om familiære relationer mellem fører og ledsager.

Krav til ledsagere for 17-årige bilister

– Du skal være minimum 30 år
– Du skal have haft et dansk udstedt kørekort til kategori B (alm. bil) i de seneste 10 år – og det skal stadig være gyldigt.
– I den periode må kørekortet ikke have været frakendt – hverken betinget eller ubetinget. Du skal medbringe dit kørekort under kørslen.
– Du skal til enhver tid lovligt kunne køre bilen, hvis den 17-årige ikke ønsker at køre længere.
– Du må således ikke have en promille over 0,5, ikke have indtaget ulovlige stoffer eller være så træt eller syg, at du ikke kan køre bilen forsvarligt.
– Det er din opgave at give råd og vejledning til den 17-årige og hjælpe ham/hende med at bevare overblikket på turen.
– Men det er den 17-årige der har ansvaret for kørslen og juridisk fører af bilen.
– I må kun køre i Danmark.

17-årige må slet ikke køre alene

Det er ikke tilladt at køre uden ledsager, før man fylder 18 år. Vælger den 17-årige alligevel at gøre det, er bøden minimum 3.000 kr., og kan forhøjes, hvis det sker flere gange. Ligeledes tilfalder bøderne den 17-årige, hvis han eller hun kører for stærkt eller over for rødt.

Powered by Labrador CMS