Efter landets genåbning: Sådan er smittetrykket
Smittetrykket er faldet til 0,6. Genåbningens første fase har ikke givet øget smitte, vurderer seruminstitut.
Smittetrykket med coronavirus i Danmark er fortsat på et lavt niveau, selv om flere dele af samfundet er lukket op.
Det er faldet til 0,6 i perioden frem til 14. maj. Det oplyste Statens Serum Institut (SSI) onsdag.
Tallet er behæftet med en vis usikkerhed, og ifølge SSI’s beregninger kan det reelt ligge mellem 0,4 og 0,8.
Smittetrykket viser, hvor mange personer en smittet person selv smitter. Det bliver beregnet ud fra nye indlæggelser af coronapatienter på landets sygehuse efter en matematisk model.
I seneste opgørelse fra 7. maj var smittetrykket 0,7 med et interval på 0,5-0,8.
Når det er faldet til 0,6, vil det sige, at en smittet person i øjeblikket i gennemsnit smitter 0,6 andre.
Det nyeste tal er beregnet til og med starten af sidste uge, hvor der blandt andet blev åbnet for udendørs breddeidræt – for eksempel fodbold.
Men typisk vil man først kunne se effekten af genåbningen på smitten nogle uger senere.
Derfor er det nyeste tal nærmere en indikation af, hvordan første fase af genåbningen har påvirket smittetrykket.
Det gælder genåbning af daginstitutioner, skolernes mindste klasser og erhverv som frisører og fysioterapeuter.
– Da smittetrykket er beregnet på nyindlagte, vil tidspunktet for smitten ligge 10-14 dage tilbage.
– Der er dermed ikke tegn på, at første fase af genåbningen har ført til stigning i smittespredningen, hvilket stemmer overens med data fra den øvrige overvågning af Covid-19, skriver SSI.
Smittetrykket er præget af stor usikkerhed, og SSI’s beregninger af smittetrykket i starten af epidemien har senere vist sig at være for høje og er blevet nedjusteret, efter at man har fået ny og mere præcis data.
Smittetrykket er en af de indikatorer, myndighederne holder øje med i forbindelse med genåbningen af Danmark.