Efter kritik: Google bøjer sig for Tænk

Nu bøjer giganten Google sig for Tænks kritik og ændrer privatsikkerheden i deres apps. Foto: Iris/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Medlemsorganisationen Forbrugerrådet Tænk har længe kritiseret Google for ikke at beskytte forbrugernes private oplysninger godt nok. Men nu kommer Google forbrugerne i møde

Hos Google skal forbrugerne, inden de tager en app i brug, tillade at app’en og det firma, der har udviklet den, får en ubegrænset adgang til for eksempel telefonens fysiske placering, sms’er , fotos og telefonbog. Men efter pres fra blandt andre Forbrugerrådet Tænk er der nu en ny version af styresystemet Android på vej. Her kan man ifølge internetgiganten vælge at begrænse sit samtykke til de apps, man har downloadet, sådan at de kun kan tilgå ens private oplysninger i konkrete situationer.

Google har ind til nu afvist at give sine brugere de samme muligheder for at begrænse adgang til private oplysninger, som konkurrenten Apple giver til brugere af iPhones og iPads. Men Google Europe siger nu til magasinet Forbrugerrådet Tænk, at man blandt andet på baggrund af dialogen med den danske forbrugerorganisation vil give forbrugerne bedre kontrol med deres samtykker, når de downloader apps.

Det glæder Anette Høyrup, der er seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk.

– Det nye system bliver et fremskridt for brugerne af Google, der nu får lov at bestemme, hvilke oplysninger, som de vil dele med de firmaer, der udvikler apps. Der er bestemt stadig plads til forbedring af privatlivsbeskyttelsen hos både Google og Apple, men vi vil gerne kvittere for, at Google har lyttet til blandt andet os, og nu kommer forbrugerne i møde, siger Anette Høyrup.

Powered by Labrador CMS