Efter gorilladrab: Forældres rolle efterforskes af politiet

Politiet Cincinnati har igangsat en undersøgelse af, hvad der faktisk skete, da et barn faldt ned i en gorillagrav.

Efter drabet på den store abe Harambe har folk brugt en gorillastatue i Cincinnati som improviseret mindesmærke. Foto:REUTERS/William Philpott
Offentliggjort Sidst opdateret

Gorillaen Harambe blev pludselig verdenskendt, da han blev skudt og dræbt i sit hjem, Cincinnati Zoo, efter en fire år gammel dreng var kravlet ind til ham. Tusindvis af vrede borgere har efterfølgende krævet, at drengens forældre skal holdes ansvarlige for Harambes død, og deres røst bliver måske hørt nu. Politiet i Cincinnati har i hvert fald annonceret, at de nu prøver at finde ud af, hvad der faktisk gik for sig, da drengen faldt ned til de store aber for at blive samlet op af Harambe.

– Vi undersøger nøje fakta og omstændighederne bag hændelsen, hvor drengen faldt ned til gorillaerne. Vi undersøger udelukkende forældrenes handlinger, der førte til hændelsen. Undersøgelsen drejer sig ikke om sikkerheden i Cincinnati Zoo eller personalets ageren, skriver Cincinnati Police i en pressemeddelelse, der er lagt ud på politiets Twitter-profil.

Forældrene er skyld i den smukke gorillas død

Udmeldingen kommer i forlængelse af en underskriftsindsamling, der i skrivende stund har rundet mere end 430.000 underskrifter. Den er blandt andet stilet Thayne Maynard, der er direktør i Cincinnati Zoo, og her kan man læse, at folkene bag underskriftsindsamlingen er overbeviste om, at Harambe stadig ville være i live, hvis drengens forældre havde holdt bedre øje.

– Den smukke gorilla mistede sit liv, fordi drengens forældre ikke holdt bedre øje med barnet. Vi tror på, at barnet ikke ville have været i stand til at trænge ind i indhegningen, hvis forældrene havde holdt ordentligt opsyn. Vidner fortæller, at de hørte drengen sige, at han ville gå ind i indhegningen og aktivt prøvede på at bryde barrieren. Her skulle forældrene straks have fjernet barnet fra stedet, står der blandt andet som forklaring på underskriftsindsamlingen.

Politiet vil stadig gerne tale med vidner

I politiets pressemeddelelse kan man læse, at politiet stadig gerne vil i kontakt med vidner til episoden, og de vil gerne have adgang til så mange video- og billedoptagelser, der findes fra hændelsen, som muligt. Ifølge mediet WLWT har vidner fortalt, at gorillaen virkede mere beskyttende end truende over for drengen.

– Jeg ved ikke, om det var skrigeriet, der gjorde det, eller for mange mennesker, der hang ind over kanten, om han troede, vi ville komme ind, men han trak drengen væk fra den store gruppe mennesker, siger Kim O’Connor, som var til stede, da det skete, til mediet.

I sidste ende overlevede drengen med knubs. Den store abe er derimod død. Og forældrene er blevet dømt af folkedomstolen. Om politiet er enige i konklusionen vil tiden vise.

Powered by Labrador CMS