Efter gemalens død: Her er dronningens vigtige ord til alle danskere
En velment tak.
Allerede fredag genoptager Hendes Majestæt Dronning Margrethe det officielle arbejde som regent af Danmark. Hun vil her modtage ambassadører fra fem lande til audiens. Tirsdag blev majestætens mand Prins Henrik bisat i Christiansborg Slotskirke.
Prinsen blev 83 år gammel og sov stille ind på Fredensborg Slot den 13. februar klokken 23.17 – omgivet af sin familie.
I dagene, der fulgte, flokkedes danskere om de danske slotte for at lægge hilsner, tegninger, breve og blomster til prinsens ære. Blomsterne er onsdag blevet flyttet til særligt udvalgte steder, hvor de skal ligge til minde om faldne soldater. Det kan du se i galleriet over artiklen.
Nu har Hendes Majestæt udsendt en helt officiel tak for den megen sympati, det danske folk har udvist hende og familien i den svære tid.
Offentliggjort på Kongehusets egen hjemmeside fremgår følgende:
“For mig og min familie har det været dybt bevægende at opleve den varme og sympati, der fra alle dele af det danske samfund er strømmet os i møde i forbindelse med Prins Henriks død og bisættelse. De mange smukke blomster, spontant nedlagt ved de steder, hvor Prinsen holdt af at være, de mange tusinde mennesker fra nær og fjern, som trodsede vinterkulden for at vise Prinsen den sidste ære i Slotskirken, og de utallige skriftlige sympatitilkendegivelser, vi har modtaget, har rørt os alle dybt og er medvirkende til at hjælpe os igennem denne svære tid.
For alle disse smukke vidnesbyrd om hengivenhed og medfølelse ønsker jeg og min familie at udtrykke vor dybfølte tak til hele den danske befolkning.
Margrethe R“