Efter frygteligt drab på gravid: Her er politiets nye tiltag
Politiet indsætter nu en mobil politistation i Elverparken efter det bestialske drab på gravide Louise, der fredag blev stukket med kniv flere gange.
Efter det grufulde drab på 32-årige Louise Borgilt, der fredag blev stukket med en kniv i brystet gentagne gange i Elverparken, Herlev, søger Københavns Vestegns Politi fortsat vidner. Det være sig borgere, der befandt sig i parken mellem det kritiske tidspunkt 18.30 til 19.30 eller personer, der kender en mistænkelig mand, som et vidne så i nærheden af drabsstedet.
I et forsøg på at komme tættere på disse vidner, tager politiet nu et nyt skridt og opretter en mobil politistation i parken. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
– Der er tale om en meget modbydelig sag, som Københavns Vestegns Politi har sat store ressourcer ind på at opklare. Vi har allerede fået rigtig mange tip fra borgerne i denne sag, men vi vil gerne sikre at vi får fat i alle. Vores mobile politistation vil blive parkeret ved Elverparken, så alle kan komme til os, hvis de har viden om sagen og føler at det er nemmere at tale med en politimand direkte. Vi håber også at vores tilstedeværelse i parken, vil være tryghedsskabende for borgerne i området, siger politidirektør Kim Christiansen.
Stationen vil være bemandet mellem 9 og 20 i de kommende dage. Resten af døgnet vil betjente være til stede i Elverparken.
Bestialsk drab
Louise, der blev dræbt med flere knivstik i parken, var ude for at lufte sin søsters hund, da hun af endnu ikke fastlagte grunde blev stukket ned af gerningsmanden, der altså endnu er på fri fod. Politiet har tidligere oplyst, at kvinden var “synligt gravid”.
– Det er et bestialsk drab. Hun havde hverken taske eller noget med, sagde Hans Christian Tonnesen, politiets efterforskningsleder, lørdag til Newsbreak.dk.
Dermed fastslår han, at det med al sandsynlighed ikke er et tilfældigt røveri. Intet er nemlig blevet fjernet fra den gravide kvinde.
Louise var iklædt olivengrønt regntøj og blå gummistøvler. Tøjet var hendes svogers, og det rejser det naturlige spørgsmål. Blev Louise forvekslet med en anden? Hun gik altså med søsterens hund og iført sin svogers overtøj.
I forbindelse med efterforskningen har politiet afhørt alle personer i umiddelbar relation til den afdøde kvinde og ingen af dem er mistænkt i sagen. Det samme gør sig gældende for faderen til det ufødte barn.
Det understreges af politiet, at der ikke er fundet noget afgørende spor eller tegn på motiv i den forbindelse.
Den efterlyste mand fra Elverparken
Et vidne havde lørdag til politiet fortalt, at hun fredag aften havde hørt flere skrig og kort tid efter stødte på en mand i Elverparken, der slog opgivende ud med sine arme, hvorefter han forsvandt.
I forbindelse med den offentlige efterlysning af manden, som det kvindelige vidne stødte på, udsendtes følgende signalement:
-Mellem 28 og 30 år gammel.
-Han er cirka 180 til 190 centimeter høj.
-Han er tynd/spinkel af bygning og har markeret tyndt ansigt.
-Han var ifølge vidnet iført sort jakke med hætte, sorte bukser og mørke sko.
-Hætten på jakken havde manden slået op, og under den bar han en sort kasket.
Louise Borglit obduceres mandag
I dag, mandag 7. november, fortsætter Københavns Vestegns Politi en såkaldt tryghedsskabende patruljering i området. Det sker for at sikre, at folk stadig skal føle, at de kan bevæge sig sikkert rundt omkring Elverparken.
I en tidligere pressemeddelelse lyder det, at Louise Borglit skal obduceres mandag. Samtidig har man fra politiets side kulegravet den døde kvindes liv og fortid. Sikkert er det, at hun var gravid med en dreng, og at graviditeten tegnede sig for en stor del af Louises fokus.
Til Eb.dk har politikommissær Ole Nielsen fortalt, at der intet er fundet i Louises fortid, der indikerer, hvorfor nogen skulle have interesse i at dræbe hende.
– Det, vi har fundet frem til, ved at grave det spadestik dybere, bekræfter bare det, vi vidste i forvejen. Hun er blevet gravid og venter sit barn og har i hvert fald i den senere tid gået meget op i det. Det er en vellidt pige både blandt veninder, kolleger og familie. En sød, afholdt pige, som lever som andre unge kvinder i den alder gør, sagde Ole Nielsen, søndag aften til Ekstra Bladet, hvorefter han tilføjede:
– Der er ikke dukket nogen skyggesider op.