Efter flere voldtægter og trusler: Her er dommen over 48-årig

En 48-årig mand fik i dag sin dom for flere voldtægter og trusler ved Retten i Helsingør.

Dommeren ved Retten i Helsingør har i dag afgivet dom i en sag om flere voldtægter og trusler. Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

En 48-årig mand er i dag blevet dømt ved Retten i Helsingør for at have begået flere voldtægter og givet flere trusler. Manden har siddet varetægtsfængslet siden den 7. juli, men skal altså nu i fængsel i fire år.

Den 48-årige blev dømt for at have voldtaget to kvinder – første forhold var en voldtægt af mandens daværende 51-årige kæreste, en kvinde fra Helsingør. Derudover har han fremsat trusler mod kvinden.

Anden gang at manden blev dømt for voldtægt var det i forbindelse med voldtægten af en 53-årig kvinde, hvor manden ligeledes truede en 29-årig mand.

Anklageren ville have længere straf

Christina Schønsted, der er anklager hos Anklagemyndigheden i Nordsjælland, havde fremsat et ønske om, at manden skulle dømmes til fem og et halvt års fængsel. Men retten blev enige om, at dommen skulle være på fire års fængsel, derudover blev han frifundet i en sag om et voldtægtsforsøg af den 51-årige kvinde.

– Retten havde en anden opfattelse af, hvordan strafudmålingen skulle være. Når jeg har haft mulighed for at læse dommen og præmisserne, vil jeg vurdere, hvorvidt dommen bør ankes, siger Christina Schønsted i en pressemeddelelse udsendt af Nordsjællands Politi.

Powered by Labrador CMS