Efter flere brande: Samsung bekræfter batterifejl

700 forskere og ingeniører har testet 200.000 telefoner og kan nu bekræfte fejl i batteri i Galaxy Note 7.

Teknologigiganten Samsung bekræfter nu, at fejlbehæftede batterier var årsagen til, at virksomhedens topmodel, Galaxy Note 7, blev overophedet og brød i brand. Arkivfoto. Foto: © Kim Hong-ji / Reuters/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Verdens største producent af smartphones, Samsung, bekræfter, at fejlproducerede batterier var årsagen til en historiske stor tilbagekaldelse af modellen Galaxy Note 7.

En intern og uafhængig undersøgelse “konkluderer, at batterierne var årsagen til Note 7-episoderne”, skriver den sydkoreanske virksomhed i en pressemeddelelse.

Virksomheden blev tvunget til at tilbagekalde telefonen, da forbrugere oplevede, at telefonens batteri blev overophedet og brød i brand.

Tilbagekaldelsen har kostet Samsung milliarder af kroner i tabt indtjening, ligesom mange flyselskaber har nægtet flypassagerer at medbringe telefonen om bord på fly.

– Vi beklager dybt den ulejlighed og bekymring, som vi har udsat vores kunder for, siger Koh Dong-Jin, chef for Samsungs smartphone-afdeling.

– Vi tager ansvaret for ikke klart at have identificeret og bekræftet problemerne, som opstod på grund af batteridesignet og produktionsprocessen, lyder det yderligere.

700 forskere og ingeniører har testet over 200.000 telefoner og flere end 30.000 batterier for at fastslå, hvad der var årsag til fejlen i telefonen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS