Efter fars død: Her er den nye dynekonge

Lars Larsens søn, som står i spidsen for farens dyneimperie, fylder rundt

Offentliggjort Sidst opdateret

Jacob Brunsborg, som er søn af den afdøde Jysk-grundlægger Lars Larsen, kan fejre 50 års fødselsdag torsdag.

Han fik i 2019 overdraget posten som bestyrelsesformand i Lars Larsen Group, der ejer Jysk, af sin far. 

Det skete i 2019, da Lars Larsen var blevet alvorligt syg med leverkræft. Faren døde samme år.

Siden har Brunsborg, der bærer sin mors efternavn, forsøgt at træde ud af farens skygge og sætte sit eget præg på koncernen.

- I løbet af det seneste år er der skabt en reel mulighed for, at jeg kan få min egen identitet og dermed blive målt ud fra koncernens resultater i fremtiden, sagde han i et interview med Berlingske i november 2020.

Bekymret for sammenligningen

Lars Larsens søn udtrykte en bekymring for at blive målt og vejet op imod sin far.

Men ser man på Jysks seneste to regnskaber, hvor Jacob Brunsborg har været bestyrelsesformand, er det lykkedes ham at videreføre sin fars livsværk med positiv vækst i omsætning og en betydelig fremgang i indtjening på trods af corona.

Han har været engageret i familievirksomheden siden 1993, hvor han startede som elev i en Jysk-butik på Grenåvej i Aarhus.

Det var ingen selvfølge

Derefter fulgte adskillige år, hvor den daværende dyneprins kæmpede sig op gennem farens imperie. Det var nemlig ingen selvfølge, at Jacob Brunsborg skulle blive direktør eller bestyrelsesformand i Jysk.

Det fortalte Lars Larsen i et interview med erhvervsmediet Korridoren i 2011.

- (Børnene, red.) kan læse og studere sig til det, og hvis de har de gener i sig, så kan de nok også blive det, hvis de har viljen til det. Men det er forkert at sætte nogen ind på grund af blodet, sagde Lars Larsen dengang.

Dyne-Larsen var introvert

I flere årtier var Lars Larsen kendt blandt danskerne for personligt at lægge ansigt og stemme til sine tv-reklamer for Jysk.

Men selv om sønnen Jacob Brunsborg modsat har valgt en mindre synlig rolle i familiekoncernen, så fortalte han i 2020, at han og hans far var modsætninger på en anden måde, end folk måske tror.

- Mange tror, at jeg altid har været den stille, mens min far var den udadvendte og ekstroverte. Men det har nok været lige omvendt.

- For selv om man måske ikke skulle tro det, så var min far vel dybest set ret introvert. Han ofrede sig selv for forretningen, og der har altid stået vækst og ekspansion i panden på ham, sagde Jacob Brunsborg i interviewet med Berlingske.

Jacob Brunsborg har arbejdet sig op gennem den familieejede virksomhed Jysk, som hans far Lars Larsen stiftede i 1979. (Arkivfoto).
Jacob Brunsborg har arbejdet sig op gennem den familieejede virksomhed Jysk, som hans far Lars Larsen stiftede i 1979. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS