Efter fadæse: Her er dommen over Hønge

SF'eren Karsten Hønge overlever politisk stormvejr og bliver genvalgt til Folketinget med stor stemmefremgang.

Karsten Hønge sagde pænt nej tak til en plads i Europa-Parlamentet og satsede i stedet på at beholde sit mandat i Folketinget. Det lykkedes – han tager SF’s ene mandat i Fyns Storkreds. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Folketingsmedlemmet Karsten Hønge blev voldsomt upopulær blandt flere politikerkolleger, da han efter europaparlamentsvalget meddelte, at han ikke havde tænkt sig at tage til Bruxelles alligevel.

Men hos SF’s vælgere på Fyn, hvor han er opstillet til Folketinget, har affæren tilsyneladende ikke påvirket hans popularitet, tværtimod.

Optællingen af de personlige stemmer har vist, at Karsten Hønge øgede sit personlige stemmetal fra 2647 til 4146.

Dermed havde han pæn margin til den næsthøjest scorende SF’er på Fyn, Line Mørk. Hun fik 2848 stemmer.

Flere kendte gengangere

Ellers er der genvalg til en række kendte ansigter i storkredsen. Dan Jørgensen (S) fik et sikkert genvalg og blev kredsens topscorer med 15.443 stemmer.

Han får følgeskab af partifællerne Trine Bramsen, Jan Johansen, Julie Skovsby og Bjørn Brandenborg. Sidstnævnte fik tredjeflest personlige stemmer af socialdemokraterne og erstatter Erik Christensen.

Hos Venstre fortsætter Lars Christian Lilleholt, Erling Bonnesen og Jane Heitmann. Det ekstra mandat, som partiet har hentet, går til Marlene Ambo-Rasmussen.

Børne- og socialminister Mai Mercado sætter sig som ventet på det ene konservative mandat, mens Rasmus Helveg Petersen tager det mandat, som De Radikale har erobret.

Markant tendens

Dansk Folkeparti bliver ligesom på landsplan halveret på Fyn, og her er det Alex Ahrendtsen og Jens Henrik Thulesen Dahl, der fortsætter på tinge.

Derimod er det farvel til Liberal Alliances Carsten Bach, der blev ny spidskandidat i stedet for den afgående undervisningsminister Merete Riisager.

Hos Enhedslisten stillede hverken Pernille Skipper eller Rune Lund op på Fyn denne gang, og det kostede tilsyneladende et mandat.

Det tilbageværende mandat går til nyopstillede Ninosca Victoria R. Velasquez.

Powered by Labrador CMS