Efter et døgn: Sådan er status for voldsom brand
En brand på Benzinøen sender stadig kraftig røg i luften.
En brand på Benzinøen ved Amager tog timer at få bugt med.
Mandag formiddag opstod en større brand i på øen Prøvestenen, der ligger ud for Amagers kyst. Prøvestenen kaldes også for Benzinøen.
Og her brænder det stadig – dog i mindre omfang.
– Det brænder stadig derude, dog i mindre lommer, fortæller Brian Eriksson, vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab, til Newsbreak.dk.
I løbet af natten har der til stadighed været posteret fire mand fra beredskabet på stedet for at overvåge, at ilden ikke bredte sig – tilkalde ekstra mandskab om nødvendigt. De har været på stedet i tre timer ad gangen.
Klokken 8 skal der afholdes møde med indsatsleder og firmaer på stedet for at lægge en plan for, hvad der nu skal ske.
– Lommerne er svært tilgængelige, siger Jesper Eriksson, der også kan fortælle, at vinden stadig er gunstig og røgen siver ud over vandet.
Opstod i skrot
Branden opstod i en stor bunke metalskrot hos et firma.
– Det er et affaldsoplag, som vi tidligere har haft ild i, og vores erfaring siger os, at det brænder rigtig længe, sagde Jan Kirk-Iversen, der er operationschef hos Hovedstadens Beredskab, mandag til TV 2 Lorry.
Den forudanelse viste sig altså at holde stik.
Røgen, der blev betegnet som giftig, drev – og driver – ud over havet, der var derfor ingen grund til at advare befolkningen.
– Hvis vi pludselig får vind ind over byen, vil vi overveje at udsende en beredskabsmeddelelse, sagde Jan Kirk-Iversen dog.
Øen kaldes også for Benzinøen, da den før i tiden var hele Københavns olie- og benzinlager. I dag opbevares der både almindeligt brændstof og flybrændstof på øen.
Der ligger desuden flere virksomheder på øen.