Efter dødsfald: Skole ramt af farlig sygdom igen
Efter et dødsfald den 4. januar, har endnu en elev på Efterskolen ved Nyborg nu fået konstateret meningitis.
To gange på kort tid har den frygtede sygdom meningitis ramt en fynsk efterskole, skriver DR Fyn.
4. januar døde en 16-årig elev på Efterskolen ved Nyborg, da han var hjemme på juleferie af sygdommen, og i fredags fik endnu en elev konstateret den frygtede hjernehindebetændelse.
Det fortæller skolens forstander Keld Schmidt til DR Fyn.
– Eleven blev pludselig meget syg og fik høj feber, og det viste sig, at det var meningitis, siger Keld Schmidt.
Den smittede elev kom hurtigt i behandling og er nu uden for fare. Han får heller ingen men af sygdommen.
Vil ikke stå på skitur med syg elev
Skolen skulle have været af sted på skitur i denne uge, men den er nu aflyst, og både elever og lærere er sat i forebyggende behandling:
– Vi har aflyst skituren, for vi har ikke mod på at stå et eller andet sted på en motorvej med en meget syg elev. Vi har sendt eleverne hjem den næste uges tid for at få ro på tingene og få eleverne hjem til deres forældre, siger Keld Schmidt til DR Fyn.
Da den 16-årige elev døde i juleferien var vurderingen, at han var blevet smittet efter han var taget hjem på juleferie, og de øvrige elever og lærere blev derfor ikke allerede på det tidspunkt sat i forebyggende behandling.