Efter altankollaps: Få tjekket din gamle altan
Det er ikke altid til at se med det blotte øje, at en altan er livsfarlig.
Bor du i et hus eller en lejlighed med en altan af ældre dato, kan du med fordel få undersøgt, om den har flere gode leveår i sig.
Det har en voldsom ulykke i Kolding for nylig – og en tilsvarende ulykke i Nykøbing Falster i 2016 – sat en tydelig streg under.
I begge tilfælde kom flere unge mennesker alvorligt til skade, efter at en altan uden forvarsel styrtede sammen under fødderne på dem.
I galleriet ovenfor kan du se, hvordan du tjekker altanen for vand.
Få den undersøgt
Er din altan mere end 50 år gammel, bør du få den undersøgt.
– Hvis man har en altan, der er betonstøbt på ståludliggere, som er mere end 50 år gammel og ikke er grundigt undersøgt siden, så bør man få det gjort, fastslår Jørgen Nielsen, der er bygningsingeniør og adjungeret professor ved Aalborg Universitets Institut for Byggeri, By og Miljø.
Der er en række tegn, du selv kan se efter, hvis du vil vurdere, om din altan trænger til at blive udskiftet eller sikret.
– Det er ikke nødvendigvis nemt at se. Men hvis der for eksempel er afskalninger eller rustudfældninger, kan det være et faretegn, siger Jørgen Nielsen.
Ligeledes kan du med fordel se efter revner i beton eller murværk samt misfarvning på undersiden af altanen, påpeger Tue Patursson, som er bygningskonstruktør og ekspert i byggeteknik hos Videncentret Bolius.
– Hvis der er et rødt udtræk på undersiden, er det tegn på rust i konstruktionen, siger han og tilføjer:
– Og hvis der er hvidligt, kan det være tegn på, at vand er sivet igennem betonpladen. Så er det sandsynligvis også i armeringsjernet, og i så fald vil jeg anbefale, at man straks får en fagmand til at tjekke altanen.
Altanens konstruktion
Men fraværet af misfarvninger og de øvrige faresignaler er ikke ensbetydende med, at altanen er sikker at færdes på.
Skaden kan være 5-10 centimeter inde i væggen, og i så fald vil det kræve et såkaldt destruktivt indgreb – hvor man for eksempel fjerner nogle mursten – at undersøge konstruktionen.
– Skal man have skiftet altandøren, er det også et oplagt tidspunkt samtidig at undersøge altanens konstruktion. Det vil ikke være nogen stor ekstraopgave eller ekstraudgift, siger Jørgen Nielsen.
Tjek også rækværket. Alt afhængigt af materialet vil det være forskellige ting, du skal se efter, men er det for eksempel af jern, skal du skærpe opmærksomheden, hvis der begynder at være større rustpletter – især omkring samlingerne.
Hvis det er af beton, så vær opmærksom på, om der opstår revner eller afskalninger.
Dermed ikke sagt, at der er grund til massiv panik, hvis der opstår mindre skader. Altanen kan have mange gode år i sig endnu. Men hold et vågent øje med skaderne, og tag billeder med for eksempel et års mellemrum.
– Hvis der er en udvikling, så få altanen tjekket af en fagmand for en sikkerheds skyld, råder Tue Patursson.
Har du en altan, der er bygget i midten af 1980’erne eller senere, er der umiddelbart ikke grund til bekymring. Her begyndte man nemlig at lave nogle nye konstruktioner, som er mere sikre.
Altankollaps undersøges
En altan, der også skal undersøges nærmere af eksperter, er den som fem unge festdeltagere stod på, da den pludselig brast sammen under dem.
De fem unge var til en fest på Dr. Fichs Vej i Kolding, da altanen brast.
Alle fem styrtede fra første sals højde og ned på gaden.
Sydøstjyllands Politi har nedsat en gruppe af eksperter, der skal undersøge altankollapset.
Ekspertgruppen skal se på, hvad årsagen til kollapset var, samt om nogen kan stilles strafferetsligt til ansvar for hændelsen.
En 19-årig fik et alvorligt hovedtraume og var søndag, dagen efter ulykken, i kritisk tilstand.
To personer yderligere led alvorlige skader ved faldet, mens de resterende slap med mindre skader.