Efter 22 domme: Levakovic får lov at blive

Højesteret fastslår tirsdag, Jimmi Levakovic må blive i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den kroatiske statsborger Jimmi Levakovic kan fortsætte sit liv i Danmark, selv om han har flere domme for kriminalitet bag sig.

Sidste år fik den 30-årige Levakovic sin 22. dom, da han blev idømt henholdsvis ét og to års fængsel af byret og landsret.

Han var tiltalt for intet mindre end 35 lovovertrædelser af større og mindre karakter.

Hverken landsretten eller byretten var dog af den overbevisning, at tiden var moden til at sende ham ud af landet. Det var Højesteret heller ikke, fremgår det af afgørelsen tirsdag.

Retten lægger vægt på, at Jimmi Levakovic er født og opvokset i Danmark, og at han bor her sammen med sin hustru og deres tre børn på to, syv og ti år.

Børnene er svenske statsborgere, og de taler hverken kroatisk eller har nogen tilknytning til Kroatien.

– De vil derfor have meget vanskeligt ved at følge med ham til Kroatien, hvis han bliver udvist, står der i dommen.

Desuden lagde retten også vægt på, at Jimmi Levakovic heller ikke selv har nogen tilknytning til Kroatien. Han skal kun have besøgt landet en enkelt gang på en kortere rejse.

I strid med konvention

Ligesom landsretten vurderede Højesteret, at udvisningen ville være i strid med Menneskerettighedskonventionen og dermed også EU-retten.

Specialanklager Lise Willer, der førte sagen i retten, oplyser, at hun undervejs lagde vægt på Jimmi Levakovics fortid.

– Han er dømt adskillige gange også i den aktuelle sag, hvor han har fået to års fængsel, siger hun.

Sagen drejede sig blandt andet om et tyveri mod en 66-årige kvinde på Østerbro.

Glad Levakovic

Efter en samlet vurdering af omstændighederne vurderede specialanklageren, at der var grundlag for udvisning.

Men den høje ret gav ikke Willers medhold. Og det er den 30-årige Levakovic glad for, oplyser hans forsvarer Michael Juul Eriksen.

– Nu har vi vundet sagen hos byret, landsret og nu også højesteret, så der har hos dommerne aldrig været tvivl om det rigtige resultat, siger han.

Levakovic-klanen

* De første medlemmer af familien kom angiveligt til Danmark i 1970 med deres seks børn. Efterfølgende fik de yderligere tre børn.

* En af de mest kendte er sigøjnerkongen Gimi Levakovic, der er onkel til Jimmi Levakovic.

* Fire medlemmer af den berygtede familie er tidligere blevet dømt til udvisning ved danske domstole.

* Jimmi Levakovics bror, hans to onkler og hans nevø er blevet sendt ud af Danmark uden returbillet.

* Familien blev for alvor landskendt, da Gimi Levakovic for nogle år siden medvirkede i et dokumentarprogram på TV2.

* I 2016 var onklen tæt på at blive udvist til Kroatien. Dog vurderede Højesteret, at det ville være i strid med menneskerettighederne.

* Stort set samtlige af familiens medlemmer har domme bag sig. De har tilsammen begået et utal af lovovertrædelser.

Kilder: Berlingske, BT, Ekstra Bladet og Ritzau.


Artiklen fortsætter under faktaboksen

For to år siden lavede TV2 et program om familiens overhoved, Gimi Levakovic, der er Jimmi Levakovics onkel. Det gjorde, at familien for alvor blev landskendt.

Gimi Levakovic var i 2016 også selv tæt på at blive udvist til Kroatien. I den sag vurderede Højesteret dog, at det ville gå imod menneskerettighederne.

Fire medlemmer af den berygtede Levakovic-familie er allerede tidligere blevet dømt til udvisning ved danske domstole.

Jimmi Levakovics bror, hans to onkler og hans nevø er blevet sendt ud af Danmark uden returbillet.

Powered by Labrador CMS