Eddike når du vasker tøj er en skidt ide

Det hører fortiden til at bruge eddike når du vasker tøj - i bedste fald er det virkningsløst mens det i værste fald kan være direkte skadeligt.

Selvom et gammel hus-råd siger, at du kan bruge eddike som skyllemiddel, når du vasker tøj, så lad være! Arkivfoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge et gammel hus-råd kan du bruge eddike når du vasker tøj som skyllemiddel – det skulle blandt andet fjerne lugt fra tøjet.

Men ifølge Bolius så er det i bedste fald virkningsløst – i værste faldkan det sætte sig i både tøj og vaskemaskine. Og derfor er der slet ingen grund til at du bruger eddike når du vasker tøj.

Hus-rådet stammer nemlig tilbage fra da man vaskede tøj i hånden med soda og sæbe. Men efter vaskemaskinen helt har overtaget det slidsomme husarbejde, så skal man ikke bruge eddike når man vasker tøj.

Brug ikke eddike når du vasker

Hjemmesiden Bolius har her fire grunde til, at du ikke skal bruge eddike når du vasker dit tøj – heller ikke som skyllemiddel:

Eddike fjerner ikke statisk elektricitet.

Eddike får ikke tøjet til at dufte godt.

Eddiken kan forringe vaskeeffekten. Eddike er meget mere flydende end skyllemiddel, og kan i nogle vaskemaskiner, løbe direkte ned i tromlen i selve vaskeprocessen. Og det er meget uheldigt, da eddiken så neutraliserer vaskevandet, der dermed vasker tøjet væsentligt dårligere.

Sukker og aromastoffer sætter sig i tøjet. Nogle eddiketyper indeholder sukker og aromastoffer – fx den brune husholdningseddike – som kan sætte sig i tøjet og vaskemaskinen. Hvis du insisterer på at bruge eddike som skyllemiddel, er det vigtigt at bruge klar eddike uden sukkerstoffer.

Det er eddike:

Eddike er en blanding af eddikesyre og vand. Det sælges normalt som 5 eller 7 % eddike. Almindelig husholdningseddike indeholder 5 masseprocent eddikesyre og har en pH-værdi på ca. 2,52.

Finere eddike fremstilles af forskellige slags vin, og kaldes vineddike. Når vinen udsættes for luft, bliver den sur, fordi vinen invaderes af eddikesyrebakterier, som bl.a. kommer med bananfluer, som oxiderer alkoholen til eddikesyre. En traditionel metode er at lade vinen flyde gennem et lag med høvlspåner. Eddike hedder på fransk vinaigre, som betyder sur vin.

Lagereddike fremstilles ved eddikens gæring af alkoholiske eller sukkerholdige væsker. Til forskel fra eddikesyre, der anvendes til rengøring, indeholder lagereddiken rester fra gæringsprocessen, som bidrager til smagen.

Kilde: Wikipedia

Powered by Labrador CMS