Dyttende lastbilchauffør slået af gal bilist
En 37-årig lastbilchauffør blev udsat for vold, da han dyttede efter en bilist, der maste sig frem foran lastbilen.
En 37-årig lastbilchauffør blev i går kort før klokken 15 udsat for trafikvold.
Lastbilchaufføren holdt stille på grund af et vejarbejde på Hviddingvej i Fårup mellem Randers og Hobro. Her kom en 31-årig mandlig bilist og maste sig frem. Det fik den 37-årige lastbilchauffør til at dytte af ham, oplyser Østjyllands Politi.
Bilist slog chauffør og spyttede på ham
Det ville den 31-årige bilist tilsyneladende ikke finde sig i. Han steg ud af sin bil og råbte alskens skældsord efter chaufføren. Herefter slog bilisten lastchaufføren med knytnæve og spyttede på ham. Herefter kørte den 31-årige mand fra stedet.
Lastbilchaufføren anmeldte efterfølgende volden til politiet og oplyste registreringsnummeret på den bil, som den 31-årige mand kørte i.
Han kan vente en sigtelse for vold, oplyser politikommissær Thomas Hinge til Newsbreak.dk.