Dyrlæger: Vi skal øge vores viden om MRSA
En indsats mod MRSA skal ske samtidig med, at sundhedstilstanden i staldene forbedres i den enkelte besætning.
Der findes ingen nemme løsninger i forhold til MRSA. Derfor er vi tilfredse med, at fødevareminister Dan Jørgensen (S) vil sætte mere fokus på forskning inden for MRSA.
Sådan siger dyrlæge Kristian Viekilde, formand for Den Danske Dyrlægeforenings Sektion vedrørende Svin, efter offentliggørelsen af en ny handlingsplan for MRSA.
– Vi har løbende haft fokus på at målrette forbruget af antibiotika fra bredspektrede til smalspektrede antibiotika, men man skal være forsigtig med en generel begrænsning af brugen af antibiotika. Syge dyr må og skal altid kunne behandles, siger han.
Indsatsen skal ske i samspil med, at sundhedstilstanden forbedres gennem tiltag i de enkelte besætninger, mener foreningen.
Det er Den Danske Dyrlægeforenings generelle opfattelse, at MRSA skal løses som et One Health-problem. Det vil sige som et tværgående samarbejde mellem læger, dyrlæger, forskere og myndigheder.
Dyrlægeforeningen fremhæver især det generelle behov for at nedbringe brugen af antibiotika – herunder at det anvendes så korrekt som muligt.
I oktober nedsatte fødevareministeren i samarbejde med sundhedsminister Nick Hækkerup (S) en tværfaglig ekspertgruppe, der skulle foretage en fornyet risikovurdering af husdyr-MRSA.
Den Danske Dyrlægeforening har deltaget i arbejdet.
Eksperterne blev bedt om at udarbejde anbefalinger til indsatser, der kan begrænse smittespredningen.
Screeningsresultaterne viser, at der på fire år er sket en firdobling af antal smittede svinebesætninger, hvilket svarer til, at omkring to ud af tre danske svinestalde er inficerede.
/ritzau/