Dyrevelfærd: Problemer hos 166 svinebønder

Hos 166 svinebønder render svinene ikke nødvendigvis rundt med krølle på halen. Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Velfærdskontrollens besøg hos landmænd viser, at der trods fremgang stadig er problemer i svinestaldene.

Det viser Fødevarestyrelsens rapport om dyrevelfærdskontrollens arbejde sidste år, hvor i alt 660 besætninger fik besøg af en embedsdyrlæge.

166 af besøgene resulterede i indskærpelser, mens der i yderligere 37 besætninger blev fundet så graverende forhold, at der blev udstedt påbud eller bøder og indgivet politianmeldelse.

Dermed var der altså problemer i 27 procent af besætningerne, og det er udtryk for en forbedring, mener miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Hun sammenligner med tidligere år, hvor tallet lå mellem 40 og 50 procent.

– Fremgangen vidner om, at langt de fleste landmænd gør sig umage for at sikre, at dyrene har det ordentligt. Det fortjener de ros for.

– Samtidig er det vigtigt at bemærke, at de overtrædelser, der finder sted, typisk er fundet i den milde ende, understreger Eva Kjer Hansen.

Ubrugelig velfærdsrapport

Dyrenes Beskyttelse er dog ikke imponeret over statistikken. Organisationen mener, at den skjuler nogle problemer i bedrifterne, som ikke bliver registreret i kontrollen.

– Rapporten tegner et glansbillede af produktionen, når den ansvarlige myndighed ikke skrider ind over for ulovligheder som rutinemæssig halekupering.

– Når 29 millioner grise halekuperes hvert år i Danmark, så skulle man tro, at det var til at få øje på for kontrollanterne, siger Birgitte Damm, der er dyrlæge og chefkonsulent hos Dyrenes Beskyttelse, til Politiken.

Dyrenes Beskyttelse peger også på, at i 10 procent af besætningerne manglede der adgang til tilstrækkeligt rodemateriale, ligesom foreningen mener, at velfærdskontrollen overser problemer med for trange bokse i staldene.

Enhedslistens dyrevelfærdsordfører, Maria Reumert Gjerding, mener af samme grund, at kontrolrapporten er “ubrugelig” og vil bede ministeren om at sørge for, at kontrollen bliver strammet op.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS