Dyre konsulentanbefalinger om Kystbanen var allerede vedtaget

Foto: Jonas Vandall Ørtvig/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Seks nordsjællandske kommuner har betalt konsulent-firmaet COWI 290.000 kroner for en rapport, som foreslår forbedringer på Kystbanen. Men forslagene er allerede er vedtaget i Folketinget, skriver Helsingør Dagblad.

COWI foreslår i rapporten, at der investeres 112 millioner kroner i en opgradering af Kystbanen, der kan skære to minutter af rejsetiden mellem Helsingør og Østerport.

Derudover foreslås det at omlægge køreplanerne, så kystbanetogene bliver mindre påvirket af forsinkelser på det resterende banenet i Danmark og Sverige.

Rapporten blev præsenteret ved et pressemøde tirsdag, men både Benedikte Kiær og COWI havde overset, at begge forslagene allerede er vedtaget i Folketinget og igangsat, som en del af forliget om Togfonden mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

COWIs direktør Søren Vikkelsøe har egenhændigt godkendt rapportens indhold, og han beklager, at virksomheden ikke har været opmærksom på, at de fremsatte forslag allerede var vedtaget og finansieret.

Borgmester Benedikte Kiær er også ked af COWIs uopmærksomhed.

»Det afsnit af rapporten der omhandler Kystbanen er ikke tilfredsstillende, siger hun og fortsætter: -Hvis vi havde vidst, at de forbedringer allerede var igangsat, så havde vi prioriteret anderledes. Så ville det have været mere relevant at fokusere på en udvidelse af den nordligste strækning på Helsingørmotorvejen,« siger Benedikte Kiær, der afviser, at hun selv burde have kendt til investeringerne på Kystbanen og dermed selv bærer en del af ansvaret for fadæsen, skriver Helsingør Dagblad.

Powered by Labrador CMS