Dyr dansk brøler straffet af Messi

En stor fejl af Andreas Christensen lagde op til Barcelonas udligning, da Chelsea og Barcelona spillede 1-1.

Lionel Messi udlignede til slutresultatet 1-1, da Chelsea tog imod FC Barcelona i klubbernes første opgør i ottendedelsfinalen i Champions League. Foto: Ben Stansall/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

FC Barcelona kunne være tilfreds med udbyttet i London, da det første opgør i Champions League mod Chelsea endte 1-1.

Intet er afgjort om billetten til kvartfinalen i turneringen, men Barcelona har gode kort på hånden før returmødet efter en aften, hvor danske Andreas Christensen gav en hjælpende fod til Barcelona.

Chelsea var foran 1-0, men et kvarter før tid koksede det helt for danskeren, der med en fejlaflevering serverede bolden til Andrés Iniesta, som fandt Lionel Messi, der sikkert udlignede.

Andreas Christensen havde ellers spillet en fin kamp indtil da, og Chelsea lagde også fint ud.

Eden Hazard var i hopla i Chelseas offensiv og tvang med sit tempo Barcelona på hælene efter 12 minutter.

Messi viste sine kvaliteter kort efter, da en flot pasning endte hos Paulinho, der headede lige forbi målet.

Dansk fejlaflevering

En fejlaflevering af Andreas Christensen forærede Barcelona et hjørnespark, og generelt virkede Chelseas forsvar nemt at ryste i fasen, mens kontraspillet ikke for alvor var kommet i gang efter 20 minutter.

Willian fik brudt igennem på et kontraløb efter en halv time, og Ivan Rakitic trak i nødbremsen og tog et gult kort.

Willian var kort efter i aktion igen. Brasilianeren tog et træk og hamrede bolden på stolpen med en flot afslutning.

Reddet af stolpen

Man skulle tro, det var løgn, men Willian fyrede fem minutter før pausen atter kanonen af, og endnu en gang blev gæsterne reddet af den ene stolpe.

Hazard flugtede bolden over mål kort efter, og selv om Barcelona havde bolden langt mest, var hjemmeholdet med i opgøret.

Med 0-0 blev opgøret en endnu mere taktisk affære i anden halvlegs indledning. Luis Suarez forsøgte sig, men Thibaut Courtois klarede i Chelsea-målet.

Efter en time slog Willian så til for tredje gang.

Brasilianeren trak lidt til siden uden for feltet og formåede at sparke bolden fladt uden om alle Barcelona-spillere og i mål til 1-0.

Med et kvarter igen ville Barcelona have straffespark efter en situation, hvor Suarez faldt til jorden. Det skete ikke.

I stedet sendte Andreas Christensen så den hasarderede aflevering på tværs i eget felt, som Andrés Iniesta opsnappede og serverede til Messi, der udlignede til slutresultatet.

Bayern udspillede Besiktas i aftenens anden kamp

Bayern München er godt på vej mod kvartfinalerne i fodboldens Champions League.

Tirsdag aften vandt de tyske mestre 5-0 hjemme over Besiktas i den første kamp i ottendedelsfinalerne.

Dermed står Bayern München med særdeles gode kort på hånden før returkampen 14. marts i Istanbul.

Besiktas måtte spille 75 minutter med ti spillere efter en tidlig udvisning.

Den faldt efter et kvarter i første halvleg og var helt korrekt, da Domagoj Vida fældede Robert Lewandowski i frit løb mod mål lige uden for straffesparksfeltet.

James Rodríguez var lige ved at score på det efterfølgende frispark, men hans afslutning gik tæt forbi mål.

Minuttet efter var Besiktas tæt på at bringe sig foran, da klubbens nyindkøbte veteranangriber Vagner Love lavede gode træk.

Den 33-årige brasilianer – som tilbage i 2005 vandt Uefa Cuppen med CSKA Moskva – sendte imidlertid bolden over mål.

Kort før pausen måtte James Rodríguez lade sig udskifte med Arjen Robben, og lige inden pausefløjtet kom Bayern foran.

Thomas Müller stod klar på det rette sted og sendte bolden i mål.

Anden halvleg formede sig som et stort pres mod Besiktas’ mål, og de tyrkiske mestre – med den tidligere FC København-spiller Atiba Hutchinson som anfører – havde det svært.

Fem minutter inde i anden halvleg sendte Robert Lewandowski bolden på stolpen efter et frispark, og det blev et varsel om flere Bayern-mål.

Kingsley Coman fordoblede føringen, og senere scorede Thomas Müller for anden gang til 3-0.

Hvis der skulle have været en flig af spænding tilbage om det samlede udfald efter returkampen, så blev den elimineret i de sidste ti minutter.

Robert Lewandowski scorede to gange, så det ser helt umuligt ud for Besiktas at komme videre.

Kilde: Ritzau

Der spilles returkamp 14. marts i Barcelona.

 

Powered by Labrador CMS