Dylan giver koncert i Danmark
Svaret på, hvornår Bob Dylan indstiller sin musikalske karriere, svæver videre i vinden.
Den aldrende legende fra USA er stadig flittigt turnerende, og til oktober gæster han København sammen med sit band. Det skriver musikmagasinet GAFFA.
Bob Dylan spiller i København 8. og 9. oktober, og som i 2013 danner Falconer Salen med sine cirka 2.000 siddepladser ramme om de to koncerter.
73-årige Dylan gæstede senest Danmark i juli 2014, hvor han gav koncert på Amfiscenen ved Musikhuset i Aarhus.
I januar udsendte han coveralbummet »Shadows in the Night«, som strøg lige ind på top ti-hitlisterne i 13 lande og tog førstepladsen i Storbritannien, Sverige og Irland.
Udgivelsen indeholder Bob Dylan og hans fem mand høje bands fortolkninger af ti klassiske amerikanske sange af blandt andre Frank Sinatra.
»Shadows in the Night« er Bob Dylans 36. studiealbum, og det udkommer 53 år efter debuten »Bob Dylan« fra 1962.
Billetsalget til efterårets to danske koncerter starter mandag 27. april klokken 10.