Dyhr går til angreb på de Radikale

SF holder landsmøde i weekenden 18-19 april, i Falkonercenteret på Frederiksberg. Pia Olsen Dyhr holder åbningstale.
Offentliggjort Sidst opdateret

Pis Olsen Dyhr sendte en hård kritik mod De Radikale fra talerstolen på SF’s landsmøde.

SFs formand, Pia Olsen Dyhr (SF), lægger på partiets landsmøde i Falconer Salen i København markant afstand til de Radikale.

Den radikale leder, Morten Østergaard (R), har i de seneste uger leveret en række svar på, hvordan en ny regering bør tackle de økonomiske udfordringer, som venter efter 2020. Men med blandt andet forslaget om brugerbetaling i sundhedssektoren er Østergaard med til at skabe øget ulighed, mener Pia Olsen Dyhr.

»En ting står i hvert fald tindrende klart – at det er tydeligt, at De Radikale ikke lytter, eller i hvert fald kun til en bestemt slags økonomer. Nemlig de økonomer, der tror, at lavere topskat, øget brugerbetaling og opgør med universelle velfærdsydelser er vejen frem,« siger Pia Olsen Dyhr.

“Politik handler om mennesker”

Hun peger på, at øget ulighed fører til, at færre får en uddannelse, og at folk dør tidligere.

»Så er det jo ubekvemt, at den ulighed, der følger med i købet, har så mange skadelige virkninger. Men kære Radikale: Politik handler om alle mennesker,« siger SFs formand med henvisning til de Radikales slogan om, at »det handler om mennesker«.

Olsen Dyhr opfordrer samtidig statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at finde en løsning på dagpengespørgsmålet – helst inden valget.

Over 54.000 mennesker har mistet retten til dagpenge, påpeger SFs formand, og det er simpelthen alt for dårligt, understreger hun.

»Så kære Helle – valget er ikke udskrevet. Vi kan nå det endnu. Skal vi ikke rette op på det bras af en dagpengereform, de borgerlige skabte?« spørger SF-lederen og foreslår at starte med at halvere genoptjeningskravet til et halvt år.

Powered by Labrador CMS