Dum fejl koster danskere kassen

Flere danskere har stået med håret i postkassen i lufthavnen grundet deres pas

Man rejser på grænsebetjente og flyselskabers nåde, når ens pas’ stand skal vurderes. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Nok er der ikke mange, der rejser for tiden.

Men når verden åbner igen er det nok en god idé at tjekke tilstanden på ens pas.

For ellers kan man pludselig stå med håret i postkassen, når man rent faktisk skal bruge det.

Det har to danskere, der for nyligt har kørt sager ved Pakkerejse-Ankenævnet, fundet ud af på den hårde måde.

Her er skoene små

De har begge det til fælles, at de grundet deres slidte pas ikke har fået lov at rejse til ferieparadiset Bali, der ligger i Indonesien.

Og netop her går man tilsyneladende i aldeles små sko, når det kommer til standen på ens pas.

Det fremgår tydeligt af en korrespondance med Borgerservice, den ene klager har haft:

“Jeg er bekendt med din sag, og har i samarbejde med […], gennemgået sagen igen. Vi fastholder, at vi på ingen måde mener at passet havde en skade der berettigede til en afvisning. Vi har hverken før eller siden set lignende tilfælde,” skriver en medarbejder ved Borgerservice således.

Der er ifølge klageren tale om, at der var en lille skade på en af siderne i ægtefællens pas. Derfor blev de afvist i check-in i lufthavnen i Kastrup, og måtte få et nødpas udstedt.

For at gøre ondt værre, så blev parrets rejse også forkortet i den anden ende – de måtte rejse hjem to dage tidligere end planlagt, da rejsen foregik netop da coronakrisen udviklede sig.

I det andet tilfælde blev et par to dage forsinket, måtte købe nye flybilletter for 10.000 kroner og 768 kroner til et nødpas.

Årsagen? Den skal ifølge klageren findes hos lufthavnspersonalet:

“Indtjekningspersonalet i Københavns lufthavn beskadigede klagerens pas ved at rive et kuffertmærke ud af passet, og dermed flossede en side i passet,” står der i klagen.

Får ikke en krone

Selv om man i ovennævnte tilfælde sagtens kan argumentere for, at klagerne har handlet i god tro, er der ingen hjælp at hente.

Trods deres ubehagelige oplevelser har Pakkerejse-Ankenævnet valgt at afvise begge sager – med henvisning til, at de ikke er de rette til at vurdere, hvorvidt et pas er gyldigt eller ej.

Hvordan den regel så gradbøjes – i Danmark og i verden – afhænger altså af grænsebetjente og flyselskaber.

Hvad siger loven?

I den danske pasbekendtgørelse fremgår det, at et pas skal være i orden:

“Stk. 3. Bliver et pas beskadiget eller slidt i et sådant omfang, at stempler, fotografi eller tekst, herunder numre og datoer, ikke kan kontrolleres på stedet, eller er passet i øvrigt behæftet med væsentlige mangler, skal indehaveren anmode om at få udstedt nyt pas, inden nye rejser foretages.”

I øvrigt er det ikke blot ens pas, man skal sørge for at holde i ordentlig stand. Man kan også “miste” sit kørekort, hvis man ikke formår at holde det i ordentlig stand: Ups: Sådan kan du også miste dit kørekort

Borgerservice: -Det skal se ud som nyt

Peter Niebuhr fra Udenrigsministeriets Borgerservice har tidligere forklaret, hvordan de gældende retningslinjer for ens pas’ stand er:

– Som udgangspunkt skal passet se ud som nyt – men almindelig slidtage accepteres, lyder det fra Peter Niebuhr.

Han advarer derudover mod for eksempel at opbevare passet i en bukselomme, hvor det let kan slides eller komme i kontakt med vand.

Derudover må man ikke ‘rette’ i sit pas – for eksempel ved at hive en side ud, lyder det blandt andet:

– Der må ikke mangle sider, ligesom man ikke må skrive/rette i passet og det må ikke blive vådt, siger Peter Niebuhr

Powered by Labrador CMS