Dulmede dårligt ægteskab med alkohol
Forholdet til skuespillerinden Jennifer Garner fungerede ikke, men Ben Affleck blev i det for børnenes skyld
Hollywood-stjernerne Ben Affleck og Jennifer Garner bekendtgjorde deres skilsmisse i 2015, men ifølge førstnævnte var forholdet forbi længe inden.
Men for børnenes skyld blev han i ægteskabet og dulmede i stedet kærlighedskvalerne i alkohol.
Det fortæller hovedpersonen selv i et hudløst interview med radioværten Howard Stern ifølge mediet E! News.
- Jeg tænkte: Jeg kan ikke gå på grund af mine børn, men jeg er ikke glad. Hvad skal jeg gøre?". Det, jeg gjorde, var at drikke en flaske whisky og falde i søvn på sofaen, hvilket viste sig ikke at være løsningen, fortæller den oscarvindende stjerne.
Enighed om brud
Men til sidst indså både Jennifer Garner og Ben Affleck, at deres forhold ikke skulle være det billede, deres børn fik af et forhold.
- Vi havde et ægteskab, der ikke fungerede. Hun er en, som jeg elsker og respekterer, men som jeg ikke burde være gift med længere, lyder det fra Ben Affleck.
Ifølge den 49-årige superstjerne havde han formentlig fortsat misbruget, hvis han var blevet i ægteskabet.
Han tilføjer, at han endnu ikke er helbredt for sit misbrug, men at han ikke ønsker at drikke igen.
- Kuren mod afhængighed er lidelse. Du lider, indtil noget i dig siger: Jeg er færdig. Jeg var heldig, for jeg nåede det punkt, inden jeg mistede det, der var vigtigst. Ikke min karriere eller mine penge, men forholdet til mine børn, siger Ben Affleck og fortsætter:
- Mit ansvar for mine børn er det største ansvar, jeg har, så jeg har ikke tænkt mig at gøre noget, der er smertefuldt og ødelæggende for dem.
Tre børn
Sammen med Jennifer Garner har han døtrene Violet på 16 år, 12-årige Seraphina og sønnen Samuel på 9 år.
Selv om det forhenværende ægtepar er et mindeligt sted i dag, tog det tid at komme derhen.
- Vi blev skilt i mindelighed. Vi gjorde vores bedste. Men havde vi anspændte øjeblikke? Havde vi uenigheder om forældremyndigheden? Var det svært for os? Blev vi vrede? Ja! Men grundlæggende var der altid respekt, lyder det fra Ben Affleck.
I dag danner Ben Affleck par med en anden Jennifer, nemlig verdensstjernen Jennifer Lopez, som han inden ægteskabet med Jennifer Garner faktisk var forlovet med.