Du står til en stor bøde for at dele dette foto

Minister vil lære unge om konsekvenser ved digitale krænkelser. Men oplysning er ikke nok, siger organisation.

12 procent af drenge mellem 16 og 20 år og to procent pigerne har videresendt et billede med seksuelle undertoner uden samtykke, viser en undersøgelse. Regeringen lancerer kampagne mod digitale krænkelser. Genrefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

I løbet af ingen tid kan en video eller et billede af et intimt øjeblik ende uoverskueligt mange steder på de sociale medier og på internettet.

Det kan have store konsekvenser for både offeret og krænkeren. Derfor lancerer regeringen mandag en kampagne, der skal oplyse unge om digitale krænkelser.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Men en kampagne er langtfra tilstrækkelig. Sådan lyder det fra paraplyorganisationen Digitalt Ansvar, der repræsenterer aktører, som arbejder på at bekæmpe digitale krænkelser.

– Det er rigtig positivt, at man sætter fokus på området, siger Ask Hesby Krogh, der er næstformand i Digitalt Ansvar.

– Men det er ikke nok. Vi bliver nødt til at have skærpet lovgivningen på området, for når det her materiale først er ude på nettet, så spredes det som en steppebrand.

Vil have sociale medier underlagt lov

Organisationen foreslår, at der indføres lovgivning, som forpligter sociale medier til at reagere hurtigere. Det vil hjælpe med at bremse delingerne af det krænkende materiale tidligere.

I Frankrig og Tyskland er der i dag lovgivning, der stiller de største sociale medier til ansvar.

I Tyskland skal åbenlyst ulovligt indhold fjernes inden for 24 timer, fra det er opdaget eller anmeldt.

Minister tror på oplysning

Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) lancerer kampagnen på vegne af regeringen. Det er hans overbevisning, at det først og fremmest handler om oplysning og digital dannelse.

– Vi vil gerne have, at den her kampagne bidrager til, at man bliver opmærksom på, hvad man ikke må, og at det har store personlige konsekvenser, siger ligestillingsministeren.

Flere partier i rød blok har dog presset på for at få lavet lovgivning, så sociale medier som eksempelvis Facebook og Instagram står mere direkte til ansvar.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har også erkendt, at der er behov for at se på, om de værktøjer, der er i dag, er hensigtsmæssigt.

Samme melding kommer fra Mogens Jensen:

– Det er muligt, at der også er nogle politimæssige redskaber, der skal skærpes. Men det er justitsministeren, der tager sig af det, siger han.

– Først og fremmest handler det for mig om at komme ud med budskabet om, at digitale krænkelser er ikke tilladte, og at det kan føre til hård straf.

Målrettet unge mennesker

Kampagnen med hovedbudskabet “Digitale krænkelser koster” skal køre på de sociale medier. Den henvender sig til folkeskolernes ældste klasser og unge på ungdomsuddannelser.

En forskningsrapport fra 2018 lavet af Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, viser, at 12 procent af drenge mellem 16 og 20 år og to procent pigerne har videresendt et billede med seksuelle undertoner uden samtykke.

Tre procent har oplevet, at et billede af dem selv blev videresendt uden deres tilladelse.

Hvis kampagnen er en succes, skal der ifølge ministeren være sket en forbedring i tallene, når der igen bliver målt.

Ask Hesby Krogh pointerer dog, at digitale krænkelser ikke kun er et problem blandt unge. Der også er voksne mænd og kvinder, som bliver udsat for at få billeder og videoer delt.

Ministeren mener, at det er fornuftigt at starte med at oplyse unge.

– Det er jo her, at vi opdrager fremtidens generationer, der lever digitalt. Så det er et godt sted at sætte ind, siger Mogens Jensen.

Billeder af kønsdele kan koste bøde på 5000 kroner

Der er mange regler for, hvordan man må opføre sig på internettet, men langtfra alle kender dem.

Mandag lancerer ligestillingsminister Mogens Jensen (S) en kampagne, som skal oplyse unge om, hvad digitale krænkelser er, og hvilke konsekvenser det kan have.

Bliv klogere på, hvad er en digital krænkelse er, og hvornår den er strafbar:

* Digitale krænkelser dækker blandt andet over billeder eller videoklip med krænkende indhold af en person, som er blevet delt uden vedkommendes samtykke.

* Det kan være billeder og videoer, som er blevet optaget eller taget uden den afbillede persons viden og derefter delt.

* Det gælder også manipulerede billeder og videoer samt materiale, som er anskaffet gennem hacking og derefter delt.

* Fælles er, at den krænkede oplever at blive udsat for krænkelse af privatlivet, blufærdighed eller æresfølelse.

* Det er ulovligt at dele intime billeder af andre, medmindre personen på billedet har givet lov. Det er også ulovligt, selv om vedkommende på billedet selv har sendt det.

* Det betragtes som digitalt blotteri, hvis man sender et billede af sine kønsdele uopfordret. Det kan straffes på samme niveau som fysisk blotteri og udløse en bøde på 5000-7000 kroner.

* Det er ulovligt at manipulere en andens billede på en pornografisk måde og dele det, hvis ikke vedkommende på billedet har givet lov. Det kan give fængsel i op til seks måneder. Straffen kan stige til tre år, hvis der er tale om en særligt grov krænkelse.

* At oprette falske datingprofiler med en andens billede, personlige oplysninger og telefonnummer kan straffes med bøde. Særligt grove tilfælde kan give op til tre års fængselsstraf.

* Deler man et intimt billede af en person, som er under 18 år, kan det straffes som børnepornografi. Det kan udløse en bøde eller fængsel i op til to år. Grove tilfælde kan give fængselsstraf på seks år.

* Det kan straffes med bøde, fængsel i seks måneder eller – i grove tilfælde – op til tre år, hvis man deler et billede af en person, som bader nøgen eller solbader topløs på stranden.

Kilder: Kampagnen “Digitale krænkelser koster”, Digitalt Ansvar.

Powered by Labrador CMS