Du kan have problemer med din Iphones batteri

Hvis du er bruger af Apple-produkter, risikerer du at løbe ind i problemet.

Hos Apple mener man selv, at forbrugerne skal vide sig sikre på, at reparationer bliver udført korrekt. Foto: Brittany Hosea-Small /Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Noget tyder på, at Apple har aktiveret en funktion i virksomhedens nyeste Iphones, der gør, at du som forbruger i fremtiden kun kan få skiftet telefonens batteri hos Apple, eller hos virksomheder Apple samarbejder med.

Ifixit er et af de medier, der omtaler den nye funktion i Apples telefoner. Funktionen trådte i kraft, da man hos Ifixit skiftede det originale batteri i en iPhone XS med et originalt batteri fra en anden iPhone XS.

Da man gjorde det hos Ifixit, for så at gå ind i telefonens indstillinger og vælge “Batteri,” blev man mødt med en meddelelse om, at batteriet skulle serviceres.

Artiklen fortsætter under videoen 

Normalt kan man på en Iphone se, hvor godt batteriet i en Iphone har det, og hvornår man bør overveje at få det skiftet. Men ifølge Ifixit er Apples nye telefoner altså sat op til at ignorere et nyt, friskt batteri, hvis det bliver isat af en tredjepart.

– Det betyder, at Apple låser batterierne til deres telefoner fra fabrikken. Skifter du batteriet, også til et andet batteri fra en anden Iphone, får du “service-beskeden.” Du kan kun undgå det, hvis du betaler Apple for at skifte batteriet, skriver Ifixit.

Det siger Apple

Apple har ikke selv kommenteret på nyheden, men teknologigiganten har tidligere kommenteret på en bestemt kritik, Apple bliver mødt med fra blandt andre Fixit. Kritikken går på, at Apple går til ekstremer for at fravriste forbrugere muligheden for at reparere deres egne produkter.

Hvem er Ifixit?

Ifixit er en database over alverdens elektronikprodukter med guides til, hvordan man skiller produkter ad, skifter dele på dem og samler dem igen.

Ifixit undersøger ofte nye produkter fra eksempelvis Apple, Microsoft og Samsung for at finde ud af, hvor let det er at udføre reparationer på produkterne på egen hånd.

Ifixit har et erklæret mål, der er, at alle skal være istand til at udføre reparationer på egen hånd.

Kilde: Ifixit

Hos Ifixit anser man det, at skifte batteriet ud på en telefon, der ellers fungerer fint, som en menneskeret, og man mener ikke, at Apple deler den holdning.

Apple har, ifølge Axios, tidligere kommenteret på den kritik med følgende svar:

– Vi vil være sikre på, at alle vores kunder har tillid til, at deres produkter bliver repareret sikkert og korrekt på en måde, der understøtter genbrug, lød det fra Apple, ifølge Axios.

Hvordan stiller det dig som forbruger?

Hvis du er indehaver af eksempelvis en iPhone XS, og står du i en situation, hvor du har brug for at få et nyt batteri i telefonen, så behøver du, ifølge Ifixit, fortsat ikke betale Apple for ulejligheden.

– Et erstatningsbatteri vil stadig virke i telefonen, og du får alle fordele af et sætte et nyt batteri i, men du mister muligheden for at se, hvordan dit batteri har det og adgang til viden om, hvornår du bør skifte det, skriver Ifixit.

Powered by Labrador CMS