DU kan blive skyld i svinepest-smitte hvis du IKKE gør denne lille ting

Det kan godt være svært at forestille sig denne lille fejl kan blive smittekilde.

Sådan ser det ud, når der skal undersøges for svinepest. Her fra Letland. Foto: Ints Kalnins/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Husk skraldespanden og undgå svinepest. Så kort kan det siges. Og det gør Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Der følger dog også en forklaring med.

Så vil du undgå svinepest – eller rettere; vil du undgå at være den, der får smitten med afrikansk svinepest til Danmark, så er der en ting, du kan, skal og bør gøre.

Nye skilte på rastepladser fortæller folk, at de skal huske at bruge skraldespanden. Ellers risikerer man, at rester fra madpakken smitter vildsvin med afrikansk svinepest.

Afrikansk svinepest kan trives fint i for eksempel en rest fra et stykke flæsk eller pølse.

“Hvis inficeret kød bliver smidt i naturen og spist af et vildsvin, så er Danmark ramt af svinepest, og svineeksporten til lande udenfor EU lukker ned”, oplyser Fødevarestyrelsen.

Undgå svinepest – gør dette

Derfor sætter Fødevarestyrelsen og Naturstyrelsen nu nye skilte op på en lang række rastepladser, der på syv sprog fortæller, at man skal huske at bruge skraldespanden.

Souschef i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard siger, at risikoen i sagens natur er klart størst, når det drejer sig om mad direkte fra områder i fx Polen eller Rusland, der er ramt af svinepest. Han vurderer, at smittet madaffald, der havner i maven på et vildsvin, udgør den største trussel for, at sygdommen spreder sig til Danmark.

– Der er mange eksempler på, at smitten kan sprede sig over lange afstande via madaffald. Derfor er det vigtigt, at madrester ikke ligger og flyder i naturen, siger Stig Mellergaard.

Det er også en af grundene til, at vi ikke kan risikere at have en stor bestand af vildsvin i Danmark. Et stykke flæsk med svinepest udgør nemlig ikke en risiko i sig selv. Det er først, når vildsvinet snuser sig frem til det og æder det, at vi har balladen.

Skilte på 16 rastepladser

Skiltene bliver i første omgang sat op på 16 rastepladser langs motorvejene mellem Kolding og Padborg og Kolding og Esbjerg samt på 16 rastepladser langs de tosporede veje op til Grindsted-Varde området. På den måde håber man altså på at kunne undgå svinepest i Danmark.

Kontorchef i Naturstyrelsen, Mads Jensen, fortæller, at Naturstyrelsen også sætter skraldespande op, som er bedre sikret mod vildsvin.

Afrikansk svinepest

  • Afrikansk svinepest hedder på engelsk African Swine Fever (ASF), hvilket er den betegnelse, der anvendes i internationale sammenhænge.
  • ​​​​​​Afrikansk svinepest er en smitsom virussygdom​ hos svin (herunder vildsvin). Afrikansk svinepest kan ikke smitte til mennesker, og kontakt med smittede dyr udgør således ikke nogen sundhedsmæssig risiko for mennesker.
  • Fra grisene smittes, til de viser symptomer, går der oftest 5-10 dage. Symptomerne er næsten identiske med de symptomer, man ser ved klassisk svinepest. Dog går der flere dage fra grisene smittes til de viser symptomer end ved klassisk svinepest. Der skal laboratorieundersøgelser til for at skelne de to sygdomme fra hinanden.
  • Ved positive diagnose skal den smittede besætning aflives. Kadaverne bortskaffes enten ved destruktion eller ved nedgravning. Rengøring og desinfektion skal godkendes af Fødevarestyrelsen.
  • Der oprettes 3 kilometer beskyttelseszoner og 10 kilometers overvågningszoner omkring smittede besætninger.
  • Afrikansk svinepest har aldrig været konstateret i Danmark.

Kilde: Fødevarestyrelsen

– I Naturstyrelsen arbejder vi med en lang række tiltag, som skal forhindre, at afrikansk svinepest når til Danmark, og vi er netop nu ved at opsætte vildsvinesikrede skraldespande på Naturstyrelsens arealer i Sønderjylland. I forlængelse af det, er det vigtigt, at vi også får informeret de mange gæster, som nyder madpakken på statens naturområder om, at madresterne ikke skal smides i naturen. Selv om mad er et organisk materiale, der hurtigt bliver nedbrudt i naturen, kan det udgøre en stor smitterisiko i forbindelse med afrikansk svinepest og skal derfor i skraldespanden, siger Mads Jensen, kontorchef i Naturstyrelsen.

Powered by Labrador CMS