Du får lidt skillinger
Ferietillægget skal hæves med 0,5 procentpoint som kompensation for at miste store bededag, erfarer TV 2
Regeringen vil give danskerne lidt flere penge i ferietillæg som plaster på såret for at miste store bededag.
Ifølge TV 2 vil der være tale om en stigning i ferietillægget, som udbetales til dem, der har ferie med løn, på 0,5 procentpoint.
Det erfarer mediet efter et møde onsdag mellem beskæftigelsesminister Ane Halsboe Jørgensen (S) og arbejdsmarkedets parter.
Penge i kassen
Til stede var formand for Fagbevægelses Hovedorganisation Lizette Risgaard, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad og direktør i Kommunernes Landsforening Kristian Heunicke, skriver TV 2.
Regeringen - bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne - har en ambition om at styrke Forsvaret tidligere end hidtil aftalt.
Derfor har den foreslået at sløjfe en helligdag for at øge arbejdsudbuddet og få flere penge i statskassen.
Udbredt modstand
Der skulle være tale om store bededag, selv om regeringen ikke formelt har slået fast, at det er den, der skal fjernes.
Forslaget fra regeringen har vakt opsigt og mødt udbredt modstand.