DSB skifter spor: Nu må man ryge på stationer

DSB har i fem år haft røgfrie stationer, men nu ændrer det sig snart.

Der blev før i tiden pulset løs på perroner, men det må man snart igen. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

I godt fem år har det været ulovligt at ryge på de danske togstationer landet over. Men lige så længe forbuddet har været gældende, lige så længe har rygerne brokket sig over, at man ikke kunne ryge på stationerne.

Nu er DSB kommet kritikken i møde – sådan da. Transportgiganten har nemlig besluttet at skabe et testforsøg, hvor man vil skabe rygezoner på indtil videre to stationer. De to stationer bliver Fredericia Station og på Dybbølsbro i København.

De nye zoner vil være markeret med gule askebægere, men selvom rygerne nu endelig får et frirum, hvor de kan pulse løs på deres cigaretter, cerutter og cigarer, så mener Anders Nymand, der er talsmand for pendlerforeningen Aarhus-København, at rygeforbuddet aldrig har fungeret.

– Problemet er, at man aldrig rigtig har fulgt op på, at rygningen er forbudt på stationerne. De har aldrig håndhævet det særlig godt. Det er meget op til folks samvittighed om man ryger på stationen eller ej, men det er ikke alle, der har den samvittighed, siger Anders Nymand til Newsbreak.dk.

Tid til andre tanker

For Anders Nymand er løsningen med rygezoner dårlig, men han erkender også, at det måske kan blive en løsning, der kan fungere.

– Man må jo prøve at tænke anderledes, når det nuværende forbud ikke fungerer. De kunne jo bare følge reglerne, men civil ulydighed er jo oppe i tiden. Man må jo tænke ud af boksen, siger Anders Nymand videre.

Han husker selv, hvordan det hele startede med rygekupeer i togene, men mener trods alt, at man er kommet lang vej siden da. Men frustrationerne er stadig de samme.

– Det er pisse irriterende at stå ved siden af en, der pulser igennem. Der er mange, der faktisk ikke ved, at man ikke må ryge på stationen, men når man siger noget, så stopper de ofte med at ryge, siger Anders Nymand.

DSB prøver at løse problem

Hos hovedpersonen selv, altså DSB, kommer forsøgsordningen for at løse de problemer som personalet møder. Det skriver DR. Aske Wieth-Knudsen er underdirektør hos DSB og han forklarer til DR, at det nuværende rygeforbud har givet personalet problemer.

I artiklen forklarer han, at DSB er bekendt med problemet om, at der stadig bliver røget på landets perroner – men samtidig forklarer han, at nogle passagerer bliver sure, når folk bliver bedt om at slukke cigaretterne.

Forsøget skal løbe resten af året, hvorefter DSB vil genoverveje om de gule askebægere skal blive stående på perronerne.

Powered by Labrador CMS