Drop giften: Giv rotterne stød
Skadedyrskontrol vurderer, at 2015 bliver rekordår for rotter. Derfor har de lavet en giftfri løsning, der skal holde rotterne ude.
Når rotterne igen i år hanker op i halen og flytter ind i de danske rør eller huse, har de taget en særlig egenskab med sig – nemlig resistens over for gift.
Det vil sige, at du ikke længere kan hælde gift ned i kloakken og håbe på, at det dræber de kriblende dyr.
Men du behøver ikke frygte for rotterend i huset, for virksomheden Rentokil har i samarbejde med firmaet Ratél lavet en fælde, der fanger rotten i kloakrøret og giver den strøm, så den hurtigt og smertefrit dør – og derefter bliver skyllet ud i kloakken.
– Ud over at måle hvor mange rotter der er, fungerer fælden også som en vagt ved indgangen til rørene, der sørger for, at der ikke kommer rotter igennem uden at blive dræbt, siger Claus Schultz, teknisk chef i Rentokil, til Ritzau Fokus.
Den største udfordring med rotterne er ifølge ham, at de er så dygtige til at gnave sig igennem alt blødere end marmor og hurtigt finder mad, drikke, varme og skjulte steder. Og når først rotterne har fundet sig til rette i deres nye hjem, går det stærk med at formere sig.
– Vi kommer aldrig rotterne til livs – og de fungerer jo også som et nyttigt dyr, der holder kloakkerne rene. Problemet opstår, når bestanden bliver for stor, siger Hans Knudsen, administrerende direktør i Ratél, der har udviklet fælden.
Ud over at gnave sig igennem sengetøj og flyttekasser, kan rotterne også være farlige. De kan nemlig overføre mindst 55 sygdomme til mennesker, blandt andet salmonella, e-coli og den dødelige Weils syge.
Claus Schultz er ikke i tvivl, når han kigger på statistikken over rotteantal.
– Jeg tror, vi får et rekord-rotteår, siger han.
Fælden kan købes af både firmaer og privatpersoner og koster omkring 9000 kroner inklusiv montering i kloakrørene. Hver tredje måned skal instrumentet serviceres, hvor blandt andet batteriet skal skiftes.
Fakta: Sådan spotter du rotter
– Hold øje med ting, der går i stykker, eksempelvis huller i kasser, sække eller rockwool. Rotterne kan gnave sig igennem alt blødere end marmor og efterlader typisk et hul på fem til otte centimeter i diameter.
– Sørg for, at din kloak er helt tæt. Rotter kan klemme sig igennem et hul på størrelse med en tokrone og løfte en rist på 1,5 kg. Er der grus i kloakken, er det tegn på at rotter er ved at gnave sig igennem.
– Er der bidemærker i æbler eller andre grøntsager, kan det være tegn på rotter. Du må aldrig spise af fødevarer, som rotter har været i kontakt med, da de kan bære på en masse sygdomme.
/ritzau/FOKUS