Drop chokoladen: Sådan gør du Valentinsdag

Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du vil vinde din valentinsdates hjerte, skal der mere til end blomster og chokolade.

Valentinsdag bliver af mange forbundet med chokoladehjerter og blomster. Men det er ikke nødvendigvis vejen til din udkårnes hjerte.

Biografture, blomster og chokolade skraber nemlig bunden, når det kommer til det mest romantiske en kæreste eller en date kan gøre på valentinsdag. Det viser en måling, som Dating.dk har lavet blandt mere end 3800 netbrugere.

De fleste vil hellere overraskes eller spise en romantisk middag hjemme i stearinlysenes skær. Det kommer ikke bag på datingekspert og parterapeut Katrine Axholm.

– Blomster og chokolade er ordinært. Det viser ikke meget fantasi, og det kan virke som den lette løsning. Vi vil i stedet overraskes med noget, der viser, at daten eller kæresten har tænkt på lige netop os. Så føler vi os elsket, siger hun til Newspaq.

Selvom buketter og chokolader kan virke uoriginalt, så købes begge dele i stor stil. Hos Dansk Supermarked, som driver Netto, Føtex og Bilka, oplever man, at særligt de klassiske valentinsprodukter sælger op til kærlighedens dag.

– Vi markedsfører og sælger særligt chokolade, blomster, vin, parfume og gavekort til spaophold, biograftur eller champagnebrunch, siger Maia Lindstrøm Sørensen, der er kommunikationskonsulent hos Dansk Supermarked.

Ifølge parterapeut Katrine Axholm skyldes det, at valentinsdag stadig er en ny tradition herhjemme. For at sikre romantikken er det vigtigt, at man har tid til at nyde hinandens selskab.

– Især kvinder går op i Valentinsdag. Manden må gerne vise, at han er villig til at strække sig lidt længere for hende. Hun vil elske, hvis han har planlagt en hel dag for dem sammen, siger hun.

Valentinsdag falder den 14. februar, og dagen er kendt som “de elskendes helligdag”. Traditionen omkring valentinsdag stammer fra USA og slog først igennem i Danmark i 1990’erne.

Her er parterapeutens råd til en romantisk valentinsdag:

– Vær opmærksom på, hvad din date har lyst til. Det handler om at lytte efter og planlægge dagen ud fra det.

– Vis, at du har gjort dig umage. Hvis du giver blomster, så giv yndlingsblomsten, skriv et sødt brev eller brug tid på en hjemmelavet middag. Det er mest romantisk, når man gør lidt ekstra ud af det.

– Vær nærværende, og tal sammen. Når hverdagen bliver lidt for hektisk, kan man let glemme at bruge tid på hinanden. Se hinanden i øjnene, sluk mobilen og tal med hinanden.

– Forkæl din date. Det kan gøres ved at give en dejlig massage eller åbne en god champagne. Det vigtigste er, at man slapper af og nyder hinandens selskab.

Powered by Labrador CMS