Dronningen åbner Amalienborg for seerne
Dronning Margrethe realiserer en stor drøm, hendes mor, dronning Ingrid, havde og lader nu riddersalene lægge gulv til en balletfilm
Dronning Margrethes mor, dronning Ingrid, havde en drøm om, at de fire palæer, som udgør Amalienborg Slot, skulle danne rammen om kulturelle arrangementer.
Hun nåede aldrig at se drømmen blive til virkelighed, men nu realiserer dronning Margrethe den.
Den 81-årige monark har åbnet Amalienborg Slots riddersale for indspilningen af balletfilmen "Palæerne danser".
Vises i uddrag på TV2
Den viser TV 2 nu uddrag af, når Dronning Ingrids Hæderslegat bliver uddelt den 27. marts.
Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
Legatet på i alt 500.000 kroner er siden 2005 blevet uddelt hvert andet år til to talenter inden for scenekunst.
Med direkte om aftenen
TV 2 er med på aftenen direkte fra Amalienborg Slot med Natasja Crone som vært og skuespillerinden Sofie Gråbøl, som styrer seere og gæster gennem showet.
- Ballet kan måske nok lyde smalt og elitært, men de klassiske kunstarter har kæmpestor kulturel værdi. Den kongelige familie har altid været varme ambassadører for kunstens verden, siger TV 2's kanalchef, Dorthe Thirstrup, i pressemeddelelsen.
Kanalen blænder op fra klokken 19.25, hvor gæsterne ankommer. Her sidder balletmester og Vild med dans-dommer Nikolaj Hübbe klar til at fortælle om gæsterne og om kongehusets forhold til kunst og kultur.
Benedikte og Anne-marie er med
Blandt gæsterne er foruden dronning Margrethe også hendes to søstre, 77-årige prinsesse Benedikte og den 75-årige græske eksdronning Anne-Marie.
Showet "Palæerne danser - dronningen åbner Amalienborg", hvor der vises uddrag af filmen "Palæerne danser", kan ses søndag den 27. marts klokken 19.25 på TV 2 og TV 2 Play.
Filmen kan i sin fulde længde ses på TV 2 Play.