Dronning og statsminister fejrer Genforeningen
En gallaforestilling i Det Kongelige Teater skal markere Genforeningen med Sønderjylland i 1920.
Dronning Margrethe og statsminister Mette Frederiksen samt dele af regeringen markerer 100-året for Genforeningen med en gallaforestilling i Det Kongelige Teater.
Det finder sted 10. januar og får desuden deltagelse af ministerpræsidenten i Slesvig-Holsten, folketingsmedlemmer og en lang række af de danskere og tyskere, der er engagerede i sagen.
Artiklen fortsætter efter videoen
En historisk begivenhed
– Genforeningen er en historisk begivenhed, som ikke skete med krig og vold, men derimod ved en fredelig folkeafstemning. Den måde at løse grænsestriden på tjener stadig i dag som et forbillede, siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.
Genforeningen af Sønderjylland med Danmark i 1920 blev muliggjort af Tysklands nederlag i Første Verdenskrig.
Genforeningen stod klar efter en folkeafstemning i de berørte områder, og grænsen ved Kongeåen blev ændret til den nuværende.
Ser frem til markering
Efter krigen 1864 tabte Danmark de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg, der kom til at indgå i Det Tyske Kejserrige, der dannedes i 1871.
Sønderjylland, det oprindelige navn på hertugdømmet Slesvig, blev tabt, og den dansk-tyske grænse kom til at løbe lige syd for Kolding.
– Samtidig er Genforeningen et billede på det stærke og tillidsfulde samarbejde, der er i grænselandet mellem Danmark og Tyskland samt mellem dansk- og tysksindede i det hele taget.
– Jeg ser frem til at markere denne vigtige begivenhed i vores historie, siger Mette Frederiksen.