Dronning Margrethe rykker nytårstalen

Foto: Keld Navntoft/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

På grund af renovering af Christian IX’s Palæ på Amalienborg afholder den danske regent sin traditionsrige tale fra Fredensborg Slot.

Når dronning Margrethe traditionen tro reflekterer over året, der er gået, og ønsker befolkningen et godt nytår, bliver noget anderledes, end det plejer.

Normalt afholder den 75-årige regent nytårstalen fra sit modtagelsesværelse i Christian IX’s Palæ på Amalienborg midt i København, men i år rykker hun til Fredensborg Slot i Nordsjælland, hvor hun og prins Henrik har residens som følge af renoveringen af taget på Christian IX’s Palæ. Det meddeler kongehuset på sin officielle hjemmeside.

Det er kun sket tre gange før, at dronningen har afholdt sin traditionsrige tale et andet sted end modtagelsesværelset på Amalienborg.

Det skete i 1979, 1980 og faktisk også sidste år, og forklaringen skyldes som både dengang og nu, at Christian IX’s Palæ er under renovering.

Nytårstale på storskærm

Nytårstalen holdes hvert år den 31. december kl. 18.00, hvor talen transmitteres direkte på tv og i radioen. Og for de interesserede vil Ydre Slotsgård på Fredensborg Slot være åbent for publikum, som kan se med på en storskærm.

Inden nytårstalen vil Livgarden vise sin æresbevisning, hvor vagten træder til gevær og står trådt an med fane og to tamburer, mens talen afholdes.

Når dronningen afslutter talen med ordene “Gud bevarer Danmark”, vil begivenheden traditionen tro slutte af med den anden nationalsang “Kong Christian stod ved højen mast”, meddeler kongehuset videre.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS