Dronning Elizabeth godkender vigtig aftale

Dronningen har godkendt brexit-lov, og torsdag stemmer forfatningsudvalg i EU-Parlamentet.

Det viste sig at være en formalitet at få dronningen til at godkende aftalen. Det var også forventet. Foto: Lindsey Parnaby / Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Dronning Elizabeth II har torsdag formelt godkendt Storbritanniens brexit-lov om kongerigets farvel til EU, meddeler brexit-minister Stephen Barclay på sociale medier.

Loven danner rammen for, at Storbritannien kan forlade EU 31. januar.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Dronningens godkendelse er en formalitet. Den kommer, efter at det britiske parlament onsdag gav den sidste godkendelse af brexit-aftalen.

Fortsat mangler Europa-Parlamentets endelige godkendelse i næste uge.

Inden da stemmer EU-Parlamentets forfatningsudvalg om aftalen. Det sker torsdag eftermiddag i Bruxelles.

Desuden skal EU-landene – i en anden formalitet – sige god for aftalen i slutningen af næste uge.

Enkle glæder sig

Langt de fleste medlemmer af EU-Parlamentets forfatningsudvalg finder det trist, at Storbritannien nu står i døren på vej væk fra EU. Det fremgår af en debat før afstemningen.

Men det gælder ikke finske Laura Huhtasaari fra den højreorienterede gruppe Identitet og Demokrati.

Hun ønsker briterne tillykke med den frihed, som de nu får som “suveræn stat”, og hun mener, at briterne nu kan beslutte alt uden indflydelse fra EU.

Det er et valg, som briterne ikke har taget stilling til endnu. Det vil afhænge af, hvilket forhold til EU, som briterne vælger det næste år.

– I århundreder har briterne inspireret hele verden med deres stræben efter demokrati. Dette er en glædens dag. Og hør alle sammen: I skal ikke bekymre jer. Vi får et skønt partnerskab med fantastiske Storbritannien, siger hun.

EU-Parlamentets brexit-koordinator, Guy Verhofstadt, fortæller, at parlamentets styringsgruppe har holdt omkring 100 møder med EU’s chefforhandler for brexit, Michel Barnier, over de seneste tre år.

Prioriteterne for EU-Parlamentet har især været borgerrettigheder og det at undgå en grænse mellem Irland og Nordirland.

– Jeg betragter det som et meget trist øjeblik. Men det er ikke et spørgsmål om brexit eller ikke brexit. Det er ikke vores valg. Valget står mellem et velordnet brexit eller et aftaleløst brexit.

– Jeg ser det som et trist øjeblik, siger Verhofstadt, som anbefaler et ja til aftalen.

Powered by Labrador CMS