Dronning arbejder hårdt som frivillig

Dronning Maxima var knap nået hjem fra Danmark, inden hun trak i arbejdstøjet. Foto: Koen van Weel/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den hollandske dronning Maxima byttede lørdag fine kjoler ud med malertøj, da hun frivilligt hjalp til med at male et fælleshus.

Knap nåede hun hjem fra sit statsbesøg i Danmark, inden hun fik travlt med at arbejde igen.

Dog var det dronning Maximas helt eget valg, idet hun tog del i NLdoet, som er den nationale dag for frivilligt arbejde i Holland.

Det skriver Hello! Magazine.

Sammen med sin mand, kong Willem-Alexander, tog dronningen en pensel i hånden, og iført afslappede jeans og en t-shirt var regentparret med til at male et fælleshus i den lille landsby Tricht.

Og selv om Hollands konge og dronning måske ikke er vant til at male huse, er de nok efterhånden vant til at arbejde frivilligt i forbindelse med NLdoet.

Sidste år på samme dag besøgte de et center for hjemløse, mens dronning Maxima året før hjalp nogle pigespejdere med at male, rengøre og sætte deres klubhus i stand.

I sidste uge havde det danske kongehus fornøjelsen af at have det hollandske regentpar på besøg, idet de var en tur forbi Danmark for at udveksle idéer inden for områderne grøn vækst og innovation.

Derfor var hollænderne blandt andet en tur forbi Samsø, som er selvforsynende med vedvarende energi.

Newspaq

Powered by Labrador CMS