Droner skal tæppebombe utøj med mariehøns og rovmider

Syddansk Universitet vil udvikle en drone, der fra luften kan sættes målrettet ind mod skadedyr i afgrøder.

Mariehøns kan være et effektivt våben mod skadedyr i afgrøder, hvis de smides ud over plagede marker og frugtplantager med en drone. Foto: Steen Agger/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Droner lastet med mariehøns og rovmider kan blive det nye præcisionsvåben mod skadedyr, som gnasker sig gennem jordbærplanter og andre afgrøder på friland og giver gartnere og landmænd store tab.

Mange års erfaring i væksthuse med biologisk bekæmpelse, hvor insekter bekæmper skadedyr, skal dermed bruges på friland. Målet er med moderne droneteknologi at ramme skadedyr og sygdomme tilstrækkelig præcist.

– Udfordringen er at udvikle en spreder, som spreder insekterne, uden at de dør. De skal helst nå at spise skadedyrene, inden de selv ender som fugleføde, siger lektor Søren Wiatr Borg fra Institut for Teknologi og Innovation på Syddansk Universitet.

Anders Petersen fra firmaet Ecobotix er projektleder på projekt Økodrone. Med en uddannelse inden for intelligente computersystemer forsøger han at kombinere Syddansk Universitets ekspertise inden for brug af droner til civile formål med universitetets forskning i præcisionssprøjtning ved hjælp af kameraer.

– Droner kendes mest fra militære bombninger. Men der er et stort potentiale i den civile brug. Det gælder ikke mindst inden for landbrug med store vidder, som let kan overflyves og overvåges for sygdomme og mangel på vand eller gødning, siger han.

Lykkes det, kan det ikke mindst blive en stor økonomisk gevinst for det voksende økologiske landbrug, som ikke kan ty til sprøjtemidler, når de rammes af utøj. Men på sigt er der også store perspektiver inden for det traditionelle landbrug.

– Problemet med pesticider er jo, at de ikke kun udrydder skadedyrene, men også de nyttedyr, der en anden gang kunne begrænse yderligere sprøjtning. Det er lidt en ond spiral, siger Anders Petersen.

Projekt Økodroner involverer både en række gartnerier og landbrug, to universiteter og to virksomheder inden for biologisk bekæmpelse.

Udviklingsprojektet er støttet med 8,4 millioner kroner fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram under NaturErhvervstyrelsen

/ritzau/

Powered by Labrador CMS