Drømmerejse endte helt forkert: Dansk børnefamilie havnede midt i festmekka
Hvis man vil undgå gang i gaden, så bliv væk fra Magaluf på Mallorca
Hvad der skulle have været en drømmeferie på Mallorca, endte som alt andet for en dansk familie, der havnede midt i festmekkaet Magaluf.
Det skriver Ekstra Bladet, der har fået indsigt i en afgørelse fra Pakkerejseankenævnet.
Familien med tre voksne og et barn betalte 55.000 kroner for rejsen, som blev alt andet end deres drømmerejse.
Det fortæller familien selv i den skrivelse, de har sendt til Pakkerejseankenævnet:
– Hotellet er fyldt med unge mennesker (især englændere), der fylder og larmer meget – efter kl. 16, hvor de vågner efter nattens strabadser. Vi oplever unge mennesker, der bader i poolen fra kl. 5 om morgenen og frem til kl. 8, hvor rengøringspersonalet forsøger at få dem op fra bassinet, uden held. Råben og skrigen fra balkonerne. Hoppen mellem balkonerne. Larm på gangene, når man kommer hjem fra bytur (i tidsrummet kl. 02 – 08) Fest på værelserne til kl. 2 om natten, skriver den klagende familie ifølge Ekstra Bladet.
Som kompensation har familien fået udbetalt 20 procent af rejsens pris – 11.000 kroner, af rejseselskabet Primo Tours.
Klager over fly
Over sommeren var der flere strejker i lavprisselskabet Ryanair, hvor piloter og kabinepersonale kæmper for bedre løn- og arbejdsvilkår.
– Alene på den konto har vi fået mere end 2.000 nye Ryanair-sager ind de sidste fire måneder, siger Gustav Thybo, direktør i firmaet flyhjælp.dk til Politiken.
Flyhjælp.dk er et af de firmaer, der har specialiseret sig i at hjælpe passagererne med at få den kompensation, de har krav på.
– I forvejen har vi så mange sager, at vi i øjeblikket sender 900 stævninger af sted om måneden mod flyselskaber, der ikke har betalt for deres forsinkede fly, siger Gustav Thybo.
Også konkurrenten AirHelp melder om en sand eksplosion i nye sager. Alene fra Ryanair har selskabet taget 10.000 nye sager ind siden januar, mens branchens tredje store spiller, flyforsinkelse.dk, melder om langt over 5.000 nye klagesager fra Ryanair i løbet af de sidste fire måneder, oplyser kommunikationschef Line Jensen.
Flyrejsende har ret til kompensation ved forsinkelser på over tre timer. Op til 4.475 kroner kan rejsende få i kompensation afhængig af rejsens længde. Men afgangen skal foregå fra en lufthavn i EU, eller rejsen skal være bestilt hos et EU-selskab. Og så skal forsinkelsen eller aflysningen være flyselskabets skyld.