Drenge påstod, de blev beskudt af raket: Men her er sandheden
To drenge påstod, at de var blevet beskudt af en raket, men sandheden var en anden.
To 14-årige drenge påstod tidligere tirsdag, at de var blevet beskudt af en raket af to maskerede personer i en tunnel i Sønderris uden for Esbjerg omkring klokken 10.
Men få timer senere måtte drengene dog ændre forklaring til, at de selv havde affyret krudtet, som ramte den ene af drengene i ansigtet op på tøjet.
– I første omgang opfattede patruljen drengene som rigtig troværdige, men da vi begyndte at grave lidt i, hvad der blev fundet på stedet, gik vi til drengenes mor, og hun fik dem til at erkende, at de selv havde affyret krudtet, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt.
Politiet betragtede i første omgang sagen som en alvorlig forbrydelse, vagtchefen nåede at efterlyse vidner i en række medier – heriblandt BT – inden den sande historie kom frem.
– Man skal vide, hvor stort et apparat, det er, man sætter i gang, når man fortæller sådan en historie, og de har de to drenge fået at vide, siger vagtchefen, der nu betragter sagen som afsluttet.