Annonce
Dreng stak kniv i balle og lår
Københavns Politi sigter en 17-årig dreng for grov vold af særlig farlig karakter, oplyser central efterforskningsleder Kenneth Jensen.
Den 17-årige mødte selv op på politistationen lørdag aften klokken 19.
Natten til lørdag, kort efter midnat, stak han to jævnaldrende drenge med kniv i et S-tog med retning mod Farum. Overfaldet skete mellem Ryparken og Emdrup Station.
Annonce
Ofrene er 16 og 18 år. Den ene blev stukket i ballen, den anden i begge lår, men kun overfladisk. De var begge en tur omkring skadestuen, men er udskrevet igen.
Alle tre kender hinanden
Ifølge efterforskningslederen kender alle tre unge mænd hinanden, og det er tilsyneladende noget gammelt nag, der ligger bag knivstikkeriet. Den 17-årige har tidligere været i kontakt med politiet, men han er ikke kendt som knivstikker.
Annonce
Den 17-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling søndag formiddag.
BNB