Dreng lossede børnelokker i skridtet
En 12-årig dreng reagerede resolut, da en formodet børnelokker forsøgte at hive fat i ham ved en skole.
Efter en episode torsdag morgen, hvor en 12-årig dreng blev antastet af en formodet børnelokker, opfordrer Østjyllands Politi nu forældre i Tilst ved Aarhus til at tale med deres børn og holde ekstra godt øje med mistænkelige forhold.
Ved et busstop på Tilst Skolevej over for Fakta blev den 12-årige antastet af en mand, der fulgte efter ham i længere tid.
Lige lidt hjalp det, at drengen sagde, han ikke må tale med fremmede, eller at han skiftede retning. Først var mandens svar, at han altså havde en is til drengen. Da drengen skiftede retning, tog den ubehagelige mand fat i drengens håndled. Det fik den 12-årige til at reagere – voldsomt.
Spinkel mand
Manden, der nu efterlyses af politiet, fik af drengen et resolut spark i skridtet, der gjorde den 12-årige fri til at løbe fra stedet.
– Politiet ved ikke, hvad grunden var til, at drengen blev kontaktet. Det er vigtigt at understrege, at der ikke skete drengen noget, men vi opfordrer forældre i området til at tage en snak med deres børn om, hvordan de skal forholde sig, hvis de skulle opleve noget lignende, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet vil gerne i kontakt med den person, der stod ved busstoppestedet, da drengen passerede i morges omkring kvart over syv.
Gerningsmanden beskrives som: Mand, cirka 30 år gammel, lys i huden, 175 til 180 centimeter høj, spinkel af bygning og dansktalende. Han havde mørkt, halvlangt hår, store flyveører og skægstubbe. Hans tøj var en mørk trøje, bukser og en tynd gul vest ud over trøjen.
Har man oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.