Dreng faldt ned i banegrav: Derfor gik det galt

Togtrafikken blev indstillet som følge af drengens fald.

Drengen brækkede benet ved faldet. Foto: Steven Knap, Droto.dk
Drengen brækkede benet ved faldet. Foto: Steven Knap, Droto.dk
Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag aften faldt en ung dreng ned på banelegemet ved togskinnerne langs Østre Voldgade nær Østerport Station.

Vagtchef Henrik Svejstrup oplyste til Newsbreak.dk, at drengen løb på Østre Voldgade, da han enten faldt eller hoppede ud over et rækværk og faldt ned i banegraven. Han brækkede benet og måtte bæres derfra på en båre. Uheldet betød, at al regionaltogstrafik var indstillet i en periode.

Stak af før fald

Efterfølgende kunne vagtchefen fortælle yderligere detaljer om, hvorfor drengen endte i den livsfarlige situation.

– Som vi har fået det oplyst, havde han stjålet eller forsøgt at stjæle en e-cigaret fra en person og stak derefter af, fortalte vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi til Ritzau.

– På en eller anden måde ryger han så over rækværket og falder ned på banelegemet, fortsætter han.

Som Newsbreak.dk’s billeder viser, endte også e-cigaretten på skinnerne, da drengen faldt ned.

Powered by Labrador CMS