Dreng er i kritisk tilstand efter drukneulykke

En dreng er torsdag formiddag faldet i vandet nær Mørkøv. Han er fløjet til Rigshospitalet, og hans tilstand er kritisk.

Offentliggjort Sidst opdateret

En dreng er torsdag formiddag faldet i vandet nær Mørkøv.

Ifølge TV2 ØST‘s oplysninger blev en lægehelikopter sendt til Torbenfeld Sø i morges. Søen ligger i Holbæk Kommune.

Politiet bekræfter, at der er tale om en drukneulykke.

– Det er en dreng, der er faldet i vandet. Vi har været derude i forbindelse med, at redningspersonale også har været derude for at undersøge gerningsstedet og for at afhøre de personer, der er derude, siger Henrik Olesen, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Drengen blev hentet af en lægehelikopter og er fløjet til Rigshospitalet til nærmere behandling. Ifølge politiet er hans tilstand kritisk.

– Han blev fundet i vandet og er stadigvæk på Rigshospitalet, siger vagtchef Henrik Olesen.

Politiet efterforsker nu sagen nærmere.

– Vi er derude for at klarlægge hændelsesforløbet og så bliver det behandlet som en arbejdsulykke, siger han.

Tilsyn på sagen

Ifølge et tip, som TV2 ØST har fået, skulle barnet være fra Børnehuset Krummeluren. TV2 ØST har været i kontakt med lederen af Krummeluren, som ikke ønskede at udtale sig.

Arbejdstilsynet oplyser til TV2 ØST, at de er orienteret om ulykken, men at deres ansvar i første omgang er at sikre de ansatte i forhold til ulykken.

De oplyser, at de ansatte på institutionen modtager psykisk førstehjælp efter ulykken, og da Arbejdstilsynets opgave er at sikre de ansattes vilkår, gør de ikke mere ved sagen her og nu, men giver de ansatte ro.

De vil dog sandsynligvis aflægge institutionen et besøg om nogle dage, når ulykken er kommet mere på afstand.

De afventer dog især politiets undersøgelse af forløbet.

Holbæk Kommunes presseafdeling oplyser til TV2 ØST, at de ikke er orienteret om nogen ulykke, men oplyser, at Børnehuset Krummeluren er en privat institution og derfor ikke umiddelbart falder ind under deres område.

Powered by Labrador CMS