Dramatisk nat uden resultat i forligsen: Her er Forligsmandens udmelding

Tidligt onsdag morgen har forligsmand Mette Christensen valgt at udsætte den varslede storkonflikt i 14 dage.

Mens forhandlingerne fortsatte natten igennem i Forligsinstitutionen holdt en lille gruppe demonstranter fast i de røde faner som opmuntring til deres forhandlere. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter 19 timers uafbrudte forhandlinger har forligsmand Mette Christensen onsdag morgen klokken 05 valgt at udsætte den varslede storkonflikt i yderligere 14 dage.

Det oplyser Forligsinstitutionen i en pressemeddelelse.

– Jeg har i dag – efter at have rådført mig med de to øvrige forligsmænd – besluttet, at de varslede arbejdsstandsninger udsættes i indtil to uger, skriver Mette Christensen.

Hun oplyser, at det betyder, at en strejke kan træde i kraft fra 6. maj, mens en lockout er udskudt til den 12. maj – hvis altså parterne ikke når til enighed i løbet af de to uger. Forligsmanden kan dog fortsat i løbet af de to uger erklære et sammenbrud i forhandlingerne, og så vil en strejke og en lockout indtræde fem dage efter sammenbruddet.

Belsutningen betyder, at Mette Christesen vurderer, at et forlig er muligt.

Lærerformand: Vi har ikke 14 dage

Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, forventer ikke, at forhandlingerne kommer til at vare yderligere 14 dage.

– Nu har vi et nyt møde på fredag, og vi har fået at vide, at vi skal tage soveposen med. Forligsmanden valgte at skubbe det igen.

– Jeg tror ikke, at vi skal forhandle i 14 dage. Jeg tror, vi skal forhandle på fredag, og det er det, siger Anders Bondo Christensen.

Løhde er ærgerlig

Statens chefforhandler, Sophie Løhde (V), tager forligsmandens beslutning om at udskyde konflikten til efterretning. Hun ærgrer sig dog over, at parterne ikke nåede en løsning tirsdag.

– Vi har haft rigtig gode forhandlinger, men jeg er også ærgerlig over, at vi ikke blev færdige. Nu må vi trække i arbejdstøjet igen fredag, siger Sophie Løhde.

Forligsmanden har understreget over for parterne, at der er tavshedspligt under forhandlingerne. Det fortæller både FOA-formand Dennis Kristensen og kommunernes topforhandler Michael Ziegler.

Skiftende meldinger

Først meldte Mette Christensen ud, at det ikke var en mulighed at lade de langstrakte forhandlinger fortsætte natten ud.

Inden midnat skulle der ligge en aftale klar, ellers ville det ende i en storkonflikt, lod hun ifølge DR Nyheder og TV2 parterne vide.

Senere gav forligsmanden alligevel forhandlerne ekstra tid. Det skete, da arbejdsgiverne i sidste øjeblik fremsatte et absolut sidste tilbud til lønmodtagerne.

Forslaget indeholdte ifølge TV2 en lønforhøjelse på otte procent over de næste tre år. Det blev hurtigt afvist af lønmodtagerne, hvilket sendte Mette Christensen ud i et dilemma.

Powered by Labrador CMS