Drama: Trækker sig
Malis præsident, Ibrahim Boubacar Keita, annoncerer sin tilbagetræden på stats-tv efter dramatisk tirsdag.
Malis præsident, Ibrahim Boubacar Keita, trækker sig fra posten som statsoverhoved og opløser regeringen og parlamentet, efter at han tirsdag blev tilbageholdt af oprørssoldater.
Det meddeler Keita på den statslige tv-station ORTM i det vestafrikanske land, skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters natten til onsdag.
– Jeg ønsker ingen blodsudgydelser for at holde mig ved magten, siger han i en kort besked ifølge Reuters.
Tirsdag blev den 75-årige Keita sammen med landets premierminister, Boubou Cissé, taget til fange af oprørssoldater.
– Vi kan oplyse, at præsidenten og premierministeren er under vores kontrol, sagde en oprørsleder, der ikke ville have sit navn frem, til AFP.
De to regeringsledere blev pågrebet i præsidentpaladset i Malis hovedstad, Bamako, oplyste den unavngivne oprørsleder.
– Hvis det tilfredsstiller visse dele af vores militær at beslutte, at dette skal afsluttes med deres indblanding, har jeg så virkeligt noget valg?, sagde Keita om tirsdagens hændelser.
Fremstod rolig
Ifølge AFP fremstod Keita rolig, da han efter midnat annoncerede sin beslutning på ORTM. Det er uvist, skriver nyhedsbureauet, om Keita stadig er tilbageholdt.
Tidligere tirsdag kom der meldinger om, at soldater havde indledt et oprør fra en kaserne i garnisonsbyen Kati, der ligger tæt på Bamako.
Et lignende oprør fra samme militærbase i 2012 førte til et militærkup.
De dramatiske begivenheder i Mali er imidlertid “ikke et militærkup, men en folkelig opstand”.
Det sagde en talsmand for koalitionen M5-RFP, der har stået bag den seneste tids store demonstrationer mod Malis regering, til Reuters.
– IBK ville ikke lytte til sit folk, sagde talsmanden, Nouhoum Togo, med brug af præsidentens initialer.
– Vi foreslog endda et alternativ, men han svarede igen med drab.
Mali har været præget af politisk ustabilitet, efter at modstandere af præsident Keita siden juni har holdt store demonstrationer, hvor de kræver, at han går af.
Danmarks udviklingsminister Rasmus Prehn (S) har udtalt, at han er “dybt forfærdet” over den nuværende situation i Mali.
På Twitter skriver ministeren, at det er vigtigt, “forsat at arbejde for dialog, fredelig udvikling og reformer i landet.”