Drama inden topkamp
Ifølge britiske medier er Romelu Lukaku ude af truppen hos Chelsea efter kontroversielt interview
En status som rekordindkøb og succes i de seneste kampe hjælper intet, når man er lidt for åbenmundet i et interview. I hvert fald ikke når træneren hedder Thomas Tuchel.
Ifølge flere britiske medier har han vraget den belgiske stjerneangriber Romelu Lukaku til søndagens topbrag mod Liverpool. Ikke bare til startopstillingen, men til truppen.
Det sker, efter at Lukaku i et interview med det italienske medie Sky Italia erklærede sig "utilfreds" med sin situation i Chelsea.
- Træneren har valgt at spille med et andet system. Jeg er bare nødt til ikke at give op og fortsætte med at arbejde og være professionel.
- Jeg er ikke tilfreds med situationen, men jeg er en arbejdshest, og jeg må ikke give op, sagde Lukaku blandt andet.
Åbnede for Inter-comeback
Derudover fortalte Lukaku, at han meget gerne ville retur til Inter og Italien i løbet af sin karriere.
Og ikke bare i karrierens efterår lod den 28-årige angriber forstå.
Tuchel fortalte på et pressemøde fredag, at han ville håndtere sagen internt og tage en snak med Lukaku, men han gjorde det klart, at han ikke var begejstret for belgierens udtalelser.
- Jeg bryder mig ikke om det, for det skaber støj, som vi ikke har brug for. Det er bare ikke behjælpeligt, sagde den tyske Chelsea-træner.
Har været smittet og skadet
Lukaku er for nylig vendt tilbage fra coronasmitte og skade, og han har øjeblikkeligt hjulpet holdet med afgørende mål.
Det kommer han dog ikke til søndag, hvis man skal tro de engelske medier.
Chelsea betalte i sommer Inter i omegnen af 865 millioner kroner for Lukaku.
Det gør ham til klubbens dyreste indkøb nogensinde.