Drama i retten: Først ville hun, så ville hun ikke
Britta Nielsen, der er dømt for svindel for 117 millioner kroner, vil ikke vidne mod sine hæleritiltalte børn.
Britta Nielsen, dømt for svindel i Socialstyrelsen, blev lørdag ført ind i Retten i Glostrup, da hun er indkaldt som vidne mod sine børn.
Anklager Kia Reumert havde fået oplyst af Britta Nielsens forsvarer, at hun ville vidne.
Men Britta Nielsen svarer nej, da dommeren spørger, om hun vil vidne.
Som mor har hun ikke pligt til at vidne, men hun kan vidne, hvis hun selv indvilliger i det.
På grund af forvirringen, om hvorvidt Britta Nielsen vil afgive forklaring, blev der holdt en kort pause i retsmødet, hvor en af de andre advokater fik fat i Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour.
Han var ikke mødt, da retsmødet begyndte klokken ni, men han vil møde op inden længe og tale med Britta Nielsen. Imens fortsætter retsmødet, ved at anklageren bruger tid på at dokumentere nogle beviser.
Før Britta Nielsen blev ført ind i retslokalet, valgte den ene datter Samina Hayat at gå ind et lytterum, så hun altså ikke behøvede at møde moren.
Britta Nielsen er i Retten iført en blomstret trøje, sorte bukser og sorte støvler. Hun når kun at være kort inde i retslokalet sammen med to af børnene, før hun føres ud i et andet lokale.
Britta Nielsen blev i februar dømt for at have svindlet Socialstyrelsen for 117 millioner kroner, og hendes tre børn er blevet tiltalt for groft hæleri ved at have fået del i pengene.
Anklagemyndigheden mener, at børnene vidste eller bestemt formodede, at pengene stammede fra kriminalitet. De tre børn nægter sig skyldige.
Britta Nielsens 40-årige søn er tiltalt for cirka 10,7 millioner kroner, mens døtrene 32-årige Samina Hayat og 35-årige Jamilla Hayat er tiltalt for henholdsvis 37,2 millioner kroner og 3,5 millioner kroner.
Sidste år blev der afholdt auktion over flere af Britta Nielsens luksusting.
Du kan se billederne fra auktionen i galleriet ovenfor.